ogsaa give en rimelig forklaring af navnet. Det kan neppe forklares Vanavé af vé (helligdom) og Vanir (gudenavnet), ei saa meget fordi det udtales med kort a, som paa grund af stedets beliggenhed ud mod havet; Vanabú i Beitstaden og Overhalven (AB. 4 og 86, nu: Vanebu) kommer kanske ei heller af Vanir, men af vani, vane: sedvanligt bosted (ligesom vanasótt, vanasöngr, sedvanlig sygdom, sang). Der findes endnu en del navne, men nye og af liden interesse.
Idet jeg nu gaar over til at behandle de enkelte navne paa fastlandet, vil jeg begynde med Brønø, hvis ydre strøg frembyde et mere gammeldags præg end nogen anden del af Helgeland. Det synes ogsaa at have været ualmindeligt tæt befolket i ældre tid, da det er den eneste del af Helgeland, hvor kirkernes antal i middelalderen var større end nu, idet der foruden Brønø og Viks kirker ogsaa var en Sunds kirke i det sydligste. Brønø udgjør en trekantet halvø med den ene side vendt mod havet, dannet af Urdsfjorden, der gaar ind mod NØ., og Velfjorden mod SSØ., mellem hvis inderste viger der kun er et smalt eid. Midt paa vestkysten gaar Brønøfjorden ind og deler sig i to arme, hvoraf den gamle Grytlufjördr gaar mod S. tvers paa Urdsfjorden og Skilebotn mod NØ. mod Velfjorden; derved dannes to mindre halvøer paa den større, af omtrent samme form som denne, og vestkysterne af disse kaldes Nord-Sømn og Sør-Sømn (eller med fælles navn Sømna), fordum Søfn, Søfnin (Nyrðri og Syðri). Navnet Sømnes om nordspidsen af Sørsømn gjør det noget sandsynligt, at Søfn oprindelig kun har været brugt om den sydlige del og siden er bleven overført paa den nordlige, da betegnelsen Sømnes vilde være mindre naturlig, om kysten ligefor ogsaa var Søfn; her har man ogsaa paa et fjeld og deraf paa en
