gaard navnet Sömhovud, medens ingen saadan sammensetning findes i Nordsømn. – Søfn synes at komme af svefn, men det islandske Svefneyjar giver neppe nogen tilfredsstillende analogi, da det vel har faaet sit navn af, at nogen der har gaaet i land og sovet. Prof. Bugge har derimod meddelt mig følgende formodning, som jeg finder meget rimelig: „Søfn maa, da AB. 90 skriver Swœmfnes, vistnok være for Svefn, ligesom fællesnavnet svefn bliver til søfn; Svefn kan igjen være istedetfor Sveifn, ligesom mestr for meistr, helgi for heilgi, etke, ekki for eittki osv. Sveifn kan være afledet af sveifa, sveifði (der nu bruges i folkesproget, „sveiva“ faa til at dreie sig) ligesom grein af greiða, nautn af neyta, þausn af þeysa osv. Sveifn kunde da betegne „et sted, hvor man lader (fartøiet) vende“; svífa bruges ofte om skibet; rorpinden kaldes paa isl. styrissveif, jt. ogsaa sveifirúm, svaierum for fartøier til ankers. Suffixet n, hvorved hunkjønsord dannes af svage verber, har samme betydning som i höfn d. e. stedet hvor man har kvæg eller skibe (af hafa). Strekningen kunde være kaldt saa af sine mange og bugtede fjorde“, og endnu mere paa grund af de spidse vinkler, hvori halvøerne overalt ende, ved hvilke man maa gjøre pludselige og skarpe vendinger. – Disse kyster danne et temmelig bredt, næsten fladt forland; fra Vik i Sørsømn gaar der et bredt, omtrent fladt skard over til en vid slette ved en bugt af Urdsfjorden, og derfra er der atter et lavt eid til Brønøfjorden i nord. Der er ingen anden bygd i Helgeland, der kan fremvise en saadan saa godt som uafbrudt rekke af usammensatte navne som den sydlige del af Sørsømn; det tyder ubestrideligt paa en overmaade gammel bebyggelse, og her er ogsaa et af de steder, hvor der er gjort gravfund fra ældre jernalder (ved Sømhovud). Sund. Vaag (AB. 89). Sande (Sandar AB. 89). Steine (af Steine
