afledes af ór og fjara (fjære)[1], og navnet maa sigte til den omstendighed, at vandet staar over i flodtid. Navnet forekommer ogsaa paa Orknøerne: nu Orfer, fordum Órfjara (med uafledet form).[2] Det maa forklares: et sted, hvor det „fjærer ud, “ d. e. hvor vandet i fjæretid gaar langt tilbage. – Belsvaag (fordum Beltisvágr, Munch Beskr. 66), utvivlsomt af den lange smale vaag, ved hvis bund det ligger (belti, n., bælte). – Skjeggenes af mandsnavnet Skjegge (Skeggjanes), hyppigt sammensetningsled i stedsnavne (Skjeggerud, Skjeggestad, Skjegstad, Skjeggedal, jfr. Skjeghaugen ved Østraat, Ørlandet, hvor efter sagnet Jernskjegge ligger begravet). – Søvik, ei af sø, men af gammel form Suðrvík (AB. 88), af suðr, syd, ligesom Søvik i Throndenes (Sudvik Dipl. 6, 198); altsaa forkortelse for Sørvik. Saaledes forholder det sig vel ogsaa med andre navne Søvik (forskjellig fra Sævik, f. ex. i Overhalven, af sær, sø, eller Sjøvik, der mulig kan forekomme, af formen sjór = sær). – Herten (paa Munchs kart urigtigt Hesten), kan mulig komme af hjörtr (hjort), i hvilket tilfelde vi her rimeligvis har en sammensetning med vin: Hirtin, hvor jö er omlydt til i paa grund af følgende i. Hermed kan jevnføres af samme stamme Hirta, Hirtubrú i Lier (hvor
- ↑ Oprindelig Órfyrvi, hvor y er opstaaet paa grund af v (Bugge).
- ↑ Munch i AnO. 1852 s. 89: „Navnet Orfer er en fordreielse af det gamle Orfjará, hvilket i de ældre tider synes at have været navnet paa den hele strekning fra Holm til udløbet af elven ved Waukmill. Navnet Orfjara eller det deraf afledede Orfyri brugtes i ældre tider om et sted, hvor vandet ved flodtid bedækkede en betydelig flad strækning, som ved ebben var tør. – – Ogsaa i Orfer var der hidtil en betydelig strekning, som ved ebbetid er bar, men ved flodtid bedækket af vandet, som løber ind og danner en temmelig vid bugt“ I AnO. 1857 s. 353 f. antager Munch, at den lille Urfasey paa Hetland, der viser de samme naturforhold, før har hedt Orfyrisey.
