have baaret ham vidnesbyrd til; da skal han tage vare paa (veita vörð) sin jord, men hin paa betalingen (aurum), da har han løst sin jord tilbage efter lov og ret (at skilum ok at lögmáli).“ Derpaa gaaes der over til det fald, at jorden ved at ligge uden lysning i tyve aar er kommen ud af vidners ansvar; i modsætning til den vitterlige sag heder det herom: „da skal han værge den jord med dóm, den anden skal søge med árofar.“ Som man heraf vil se, er der ved den vitterlige sag ikke tale om nogen dóm, medens denne strax bliver nævnt, naar den uvitterlige sag omhandles. Fremgangsmaaden bestaar derimod af de tre led: 1) udsigelse om høsten, 2) stævning, der tillades at ske samtidig med udsigelsen, men ogsaa kunde ske senere, og 3) mødet paa jorden thorsdagen i paaskeugen, hvorved gaarden oplodes, løsningssummen erlagdes, og i tilfælde af indsigelse skirskotningsvidner paa dens størrelse fremførtes.
Med Gul. kap. 276 bliver at jævnføre Fr. 12–1[1]: „Men hvis
- ↑ For tilfulde at kunne fremstille min opfattelse af bestemmelserne i Fr. 12–1 og 2 bliver jeg nødt til at gaa noget udenfor de processuelle spørgsmaals grændser. Fr.loven kjender ikke udtrykkene stefnujörð og málajörð; den sidste kalder den forsölujörð, og efter den almindelige fortolkning omtaler den intetsteds den første. Om forsölujörð handler specielt 12–2; men ogsaa 12–1 giver regler for løsning af jord, og en sammenligning mellem begge turde vise, at der umulig begge steder kan være tale om samme slags løsning. 12–2 viser sig ved første øiekast at behandle en kontrakt, der kun i formen var salg af jord med gjenløsning, men i den praktiske økonomi laan mod brugspant i jorden. Der gives saaledes saavel kjøberen som sælgeren ret til at kræve handelen gjort om, d. e. henholdsvis at kræve laanet tilbage mod opgivelse af brugspantet eller at tilbyde tilbagebetaling mod at faa gaarden igjen. Kan debitor paa anfordring ikke betale, lægges der 20 % rente til kapitalen for det følgende aar. Betalingen skal erlægges med iagttagelse af kursforskjellen paa guld og brændt sølv mellem udlaane- og betalingstiden. Er der ingen udsigt for kreditor til at komme til sine penge, kan han lade sig saameget af jorden tilskjøde, som er nødvendigt til at kunne dække gjælden. Skjødningen sker ved vaabentag af thingalmuen. Kontrakten selv betegnes med udtrykket at selja at forsølu, og udlaaneren siges at kjøbe jorden; men at dette kun har hensyn til formen, sees deraf, at forholdet ligesaa ofte og i samme aandedræt betegnes som leie. Kreditor siges at leie jorden, og den udlaante kapital kaldes landsleiga, en betragtning, som ligeledes
