den paastaar at have løsning som har solgt den, da skal han have to mænds vidnesbyrd til af dem, som vare tilstede ved skjødningen. – Men saa skal deres edsformular være, der beedige løsningen, at det kom under kjøb og saa skjødning og saa trygd, at den skulde have løsningsret til jorden, som solgte, og den aftale (þat mál) blev gjort uden svig mod den, som kjøbte. Men hvis sølvet gaar bedre eller daarligere, da løsningen bæres paa jorden, end det gik, da jorden blev kjøbt, da skal man se hen til (hyggja at), hvorledes kursen (auralög) var, da kjøbet skede, og skal denne pengesum (þat fé) gjøres jævngod med den, som da blev vurderet efter kursen (er þá var til auralaga at virða). Men hvis kjøberen har bygget eller bødet paa jorden, da skal der vurderes, i hvilken mon den er bleven bedre, naar løsningen sker, end den var ved salget, og skal han modtage det i slige penge (i slikum fjárlutum),
som da gaar.“ Heller ikke her er der noget spor til, at nogen
9–22 ved forsölujörð gjør gjældende. Endelig synes ingen praktisk mulighed at have været for, at jorden ved at ligge uden lysning i 20 aar kunde tabes for sælgeren; man har øiensynlig kun tænkt sig pengene staaende hos skyldneren i ét eller ganske faa aar. Væsentlig forskjellige ere bestemmelserne i 12–1. Her er der ingen tale om nogen ret for kjøberen til at lade handelen gaa om; kun sælgeren siges at kunne løse ind igjen. Nogen rente forekommer ikke. Budet om at tage hensyn til pengekursen gjenfindes derimod ogsaa her; men det siges, vel at mærke, for den i dette kapitel omhandlede kontrakt at være ganske ny ret og endnu uanvendelig paa handler, sluttede før dens antagelse, en indskrænkning, hvortil kap. 2 intet kjender. Noget spor til, at man har vaklet mellem at anse kontrakten for kjøb eller for leie, er der heller ikke og i overensstemmelse hermed siges skjødningen udtrykkelig at være foregaaet ved selve salget, medens kap. 2 først lader den ske senere hen og som en tvangsexekution for gjælden. Endelig omtaler kap. 1 udtrykkelig muligheden af, at løsningsretten ved tyveaarspræskriptionen kunde gaa tabt, og det kan i forbindelse dermed mærkes, at ogsaa Gul.loven kun nævner lysning ved stefnujörð, ikke ved málajörð. Ved at sammenstille denne række af modsætninger tro vi at have godtgjort, at Fr. 12–1 handler om det virkelige salg med forbehold af gjenløsning, ved hvilket det var kjøberens økonomiske hensigt at skaffe sig en jordeiendom (Gul.lovens til stefnu), og at kap. 2, naar den taler om forsölujörð (Gul.lovens til mála) ikke mener den samme kontrakt om jord som kap. 1.
