ok hafi bœndr féit, d. e. den netop nævnte fordoblingssum. Om disse steder er der her ikke andet at sige, end at de i kraft af de ovenanførte grunde maa blive at give en sildig oprindelse og kun maa ansees at betegne en afvigelse fra den oprindelige ret; nedenfor komme vi tilbage til dem.
Den retslige virkning af en fordrings vitterlighed i den oldnorske rettergang kan altsaa efter dette sættes deri, at den gjorde enhver vægring af at opfylde den til ran og lod den skyldige forbryde en bestemt ransbod til kongen og en privat bod af samme størrelse som kravet til sagsøgeren. Gik kravet ud paa udleverelse af en bestemt gjenstand eller fravigelse af en fast eiendom, beregnedes den private bod dog ikke efter dennes værdi, men rettede sig efter størrelsen af den private straffebod, som besidderen allerede havde forbrudt ved sætte sig i uretlig besiddelse deraf eller ved uretlig at forblive i besiddelsen, efter at hans ret var ophørt, altsaa efter omstændighederne efter selvtægtsbodens, landnams- eller ransbodens størrelse. Maaden, hvorpaa rettighedshaveren havde at optræde for at tvinge sin modpart til at vælge mellem denne følge og betaling, bestod alene deri, at han stævnede ham til at være hjemme paa en bestemt dag, ifølge Gul. kap. 35 i de første to uger, og at han til fastsat tid indfandt sig med sine vidner og krævede fyldestgjørelse. Dette krav, der i Fr.loven kaldes útbeizla, var det, som enten fremkaldte betaling eller den som ran anseede vægring.
Til betalingens erlæggelse sees som oftest et særskilt møde (stefna) at være bleven fastsat.[1] Da betalingsmidlerne i hine tider endnu vare ufuldkomne nok og ikke alene bestod i veiet guld og
myntet sølv, men ogsaa i trælle og kvæg og vistnok tillige i andre
- ↑ Gul. kap. 35: ef hann vill þat fé á þingi reiða eða gerir hann stefnu til ok lýkr þvi þar. Fr. indl. kap. 15. Ef maðr á skulld at manni, þá kæri hann með váttum, beiði hann stefnulags Bj. kap. 158 (Fr. 10–24–1): En svá skall vita fé sœkja sem allar aðrar skuldir – – leggja rán við ef á helldr ok stefna honum þing, nema hinn leggi stefnu er vörn à, þrinætting innan fimtar ok ef þeir sættast par þá er vel, elligar stefni sækjandi honum þing.
