Som en forbrydelse, rettet mod private, maatte man vente, at
det ved ulovlig vægring i vitterlig sag begaaede ran ikke alene
var belagt med ransbod til kongen, men med en lignende ogsaa
til den private sagsøger. Herved gjentager sig imidlertid de vanskeligheder,
som vi netop ved ransboden have omtalt. Som man
vil have seet, sige nemlig Gul. kap. 35 og 92, at vægringen foruden
ransbod til kongen tillige bevirkede, at fordringen voxte til
til det dobbelte beløb; en række andre steder nævne derimod ogsaa
denne udgift først ved exekutionen, og en del omtale den slet
ikke. Da det imidlertid vilde stride mod alt, hvad vi kunne erfare
om den oldnorske strafferet, at antage, at der for en privat
forbrydelse kun erlagdes offentlig bod, og da hine to steder ligefrem
bevidne det modsatte, medens de andre i henhold til texternes
nys paaklagede affattelsesmaade med god grund kunne sættes
ud af betragtning, uden forsaavidt de dog ogsaa tildels lade den
sagsøgte tilslut betale dobbelt, saa komme vi her som ovenfor til
det resultat, at det sidstnævnte slags lovsteder maa modtage sin
udfyldning og forklaring fra dem, der om selve kravet udtale sig
bestemt, altsaa for tilfældet fra Gul. kap. 35 og 92. Vor forudsætning
er herved følgelig, at denne gjældssummens fordobling
kom sagsøgeren tilgode. Da dette baade med bestemthed kan
paastaaes grundet i de ældre strafferetsregler selv, og det til ydermere
sikkerhed i Gul. kap. 35 og 37 udtrykkeligt siges, samt ogsaa
synes at fremskimte gjennem de øvrige steders vage udtryksmaade,
vilde tvivl herom neppe være tilladt, hvis ikke nogle steder
vakte betænkelighed. Det ene af disse er Fr. 3–20 (Bj. kap. 98),
hvor fordoblingssummen ligefrem siges at skulle gaa til bønderne,
der dømte og exekverede i sagen. Det andet er Fr. 5–13, hvor
nøiagtigt det samme siges. Det tredie er Fr. 13–11, der efter at
have omtalt fordoblingen, tilføier de ganske meningsløse ord: ok
hafi bœndr eið; thi her foreligger der tydeligvis en Skrivfeil for:
tyveri dannes i de os lævnede love kun ved forskjellen mellem aabenbar og hemmelig krænkelse af andens ret, og der henføres ligesaa mange forbrydelser, der ikke forudsætte vold, som saadanne, der have denne forudsætning, under ransbenævnelsen.
