almindelighed oprindelig kun har indtaget en meget underordnet stilling, og at det var den fremadskridende retsudvikling forbeholdt at hæve den til større selvstændighed. Foreløbig se vi derfor bort fra den i Gul. kap. 35 meddelte tilladelse for sagvolderen at skyde sagen til things, og holde os til det andet tilfælde, at hans vægring ved at betale vitterlig gjæld var ran.
Tilsvarende til det nævnte kapitel i Gul.loven er begyndelsen af Fr. 10–24: „Saa skal man søge vitterligt gods som al gjæld, kræve tre gange, og dog er det nok, at det sker én gang, og erklære ran, hvis der holdes paa det, og stævne ham til things, med mindre hin, som har forsvaret, stævner þrinætting inden fimten. Men hvis de der forliges, er det vel; men ellers stævne sagsøgeren ham thing.“ Paa thinget dømmes skyldneren derpaa til en bod paa tre mark til kongen. Forstaaelsen af dette sted beror især paa, hvad man skal antage, at þrinætting er for noget. Man har villet sætte ordet i forbindelse med Gul.lovens nys anførte bestemmelse om, at sagsøgte kunde undskylde sig med lovukyndighed og skyde sagen til things, og har derfor forklaret þrinætting som et thing med kun tre nætters varsel, for hvilket sagvolderen kunde anlægge liberatorisk søgsmaal. En sammenligning med det tilsvarende kap. 158 i Bjarkøretten viser imidlertid, at her ikke er tale om noget thing; medens nemlig begge steder forøvrigt ere ligelydende, følgelig øste af samme kilde og omhandlende samme spørgsmaal, har sætningen i byloven følgende udvidelse: „– stævne ham thing, med mindre den, som har forsvaret, lægger stævne, þrinætting inden fimten, og hvis de der blive enige, er det vel.“ Her synes det at være klart, at udtrykket at lægge stævne betyder det samme, som Gul. kap. kalder at gjøre stævne til, d. e. at bestemme en dag, da betaling skal ske. At dette ogsaa virkelig er meningen, bestyrkes derved, at hensigten med stævnen siges at være den, at parterne skulde blive enige, hvilket ikke ganske godt kan siges om thinget, der dømte, men saa meget mere om det opgjør, der skede ved betalingen. Utvivlsom bliver denne fortolkning ved en sammenligning med Fr. indl. kap. 15, hvor et „stefnulag“, betalingsstævne, udtrykkelig modsættes thinget
