Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

og tillige betegnes som en i Thrøndelagen fast institution.[1] Forstaaes Fr. 10–24 i overensstemmelse hermed, findes der i denne lovbog intet sidestykke til Gul.lovens bestemmelse om ukyndighed i loven som undskyldningsgrund for ikke stra xat betale. Ogsaa i to andre punkter skiller Fr. 10–24 sig, som man vil se, fra Gul. kap. 35; dels rammer her den større ransbod paa 3 mark den, der med uret vægrer sig ved at betale, medens det hist er den mindre (en baug er i Gul. kap. 35 lig 12 øre eller 1½ mark), og dels tales der ikke udtrykkelig noget om, at gjælden fordobledes.

For de oprindelig ikke vitterlige sager, der henimod lovperiodens slutning blev stillet lige med vitterlige, idet forskjellen mellem erfaringsvidner og skirskotningsvidner i formel henseende bortfaldt, beskriver Fr. 10–24 2den del, 1ste led søgsmaalet saaledes, at sagsøgeren skulde „kræve og erklære ran; men hvis han holder paa godset, stævne ham til things“. Ved exekutionen udtoges derpaa til kongen en ransbaug, hvormed her maa forstaaes en baug paa 3 mark, og til sagsøgeren gjældens dobbelte beløb.

En nyere bestemmelse om det vitterlige søgsmaal indeholder Fr. indl. kap. 15: „Hvis en mand har gods tilgode hos en anden, da kjære han med vidner, kræve af ham, at han lægger stævne (til betaling); men hvis han nægter, da stævne han ham thing.[1]“ Ved exekutionen tages ogsaa her dobbelt saa meget.

Endelig mærkes Jerns. kap. 113: „Hvis en mand har gods tilgode hos en anden, som vidner vide, eller som er erkjendt, da skal den, der har at hente gjælden, kræve sit gods med to vidner, hvorsomhelst han træffer den, der har at betale, og gjøre ham halv maaneds stævne; men hvis det ikke betales paa det stævne, da skal sagsøgeren stævne ham thing.“ Om exekutionen heder det: „Kongens ombudsmand er skyldig at fare til og erhverver derved kongen en baug tilhaande; men hvis han ikke vil fare til, da bringer han derved baugen til at bortfalde.“

En anden gjenstand for vitterligt søgsmaal nævner Gul. kap.

70, der handler om arbeidsfolk: „Hvis en bonde ikke vil holde af-

  1. 1,0 1,1 Fr. indl. kap. 15: Ef timbr á skulld at manni, þá kæri hann með váttum, beiði hann stefnulags. En ef hann synjar, þá stefni honum þing.