saa langt som til thingstævning, er saaledes en umulighed af den grund, at den sagsøgte ved hjemstævningen slet ikke behøvede at svare nogen ting, men havde betænkningstid indtil kravsdagen. Klageren kunde derfor ikke endnu vide, hvorvidt noget søgsmaal overhovedet blev nødvendigt eller ikke. Ligesaa lidt kunde han efterkomme lovens ord, paa thinget at føre sine vidner for, at han lovligen havde søgt sit gods, naar det først skulde være paa thinget, at spørgsmaalet begyndte.
Den os her vedkommende del af Gul. kap. 35 bør derfor vistnok fortolkes som følger: Enten vægrede indstævnte sig ved kravet ligefrem ved at rette for sig; i saa fald var hans opførsel ran, og han dømtes af thinget saavel til erlæggelse af dobbelt betaling som til en baugs bod til kongen. Eller han undskyldte sig med sin ukyndighed i loven og skjød selv sagen til things; i saa fald svarede han ingen bøder til kongen, hvilket vil sige, at hans opførsel ikke ansaaes som ran og følgelig heller ikke nødte ham til dobbelt betaling. Med andre ord, der gjorde sig her den samme anskuelse gjældende som ved kvaða i ikke vitterlig sag, hvorved den sagvolder, som skjød sagen til dóm, handlede lovligen, den, der simpelt hen svarede nei, handlede ulovligen, og fordringen mod ham ansaaes for vitterlig og bevist.
Heller ikke denne tydning tillader imidlertid at anse samtlige dens dele for oprindelig ret. Det paafalder tværtimod, at der ligger en overraskende klarhed over forskjellen mellem faktum og lov til grund for det svar, der lægges sagvolderen i munden, at han ikke forstod loven. Han indvender intet mod vidnernes fremstilling, men finder dog retsspørgsmaalet tvivlsomt. Nu have vi vistnok ovenfor søgt at vise, at domstolenes virksomhed ikke indskrænkede sig alene til en anerkjendelse af vidnerne, men bestod i at anvende loven paa det foreliggende fald; men vi have ogsaa gjort gjældene, at denne forskjel ingenlunde for de gamle forelaa klar og tydelig skjærpet, og se vi hen til de utallige steder, hvor kilderne ligefrem synes at forudsætte, at det at nyde sine vidner og faa dem anerkjendte, var det samme som at vinde sagen, kunne vi ikke værge os mod det indtryk, at lovanvendelsen i sin praktiske
