det altsaa, at domens formelle raadighed over vidneførelsen ikke var større end thingets. Undersøger man nu nærmere, hvori den bestod, og hvad det vil sige, at vitni fullnast eller metast, saa sees det med bestemthed, at det kun var vidnernes erkjendelse som saadanne og formelle vurdering, hvorom der handledes. Intetsteds findes der en antydning af, at mændene kunde udstykke og forbinde med hinanden de forskjellige udsagn for at komme den absolute sandhed nærmere, intetsteds foreskrives, at et vidnesbyrd paa grund af visse egenskaber ved dets indhold skulde foretrækkes for et andet, der fremstillede samme sag paa en anden maade; det eneste hensyn, som i tilfælde af strid mellem vidnerne maatte tages, var til deres antal eller en sjelden gang til særegne personlige egenskaber.[1] Men dette vil videre sige, at domen, hvis der kun var vidner paa den ene side, ligefrem havde at tage sagens faktiske oplysninger saaledes, som de fremstillede dem, og at den, hvis modvidner blev ført, helt havde at bygge paa disses udsagn, hvis de vare overtallige, men i andet fald ganske se bort fra dem. Kort og godt udtales dette i Gul. kap. 86 for grændsetvistigheder saaledes: „Vidnesbyrd skal sagsøgeren lade bære, at mærkerne ere de, som han siger, da er det sandt, med mindre der kommer flere andre imod og øger, da ere mærkerne, som de bære.“ Men maa vi saaledes udelukke enhver drøftelse af vidnesbyrdenes indhold fra skiladomens virksomhed, saa kan der ved udtrykkene vitni fullnast eller vitni berast at fullu nærmest kun sigtes til en undersøgelse af vidnernes berettigelse og evne til at optræde som vidnende og og til en i saa henseende anerkjendende eller forkastende kjendelse fra domens side. Og herved komme vi ind paa selve hoved- og mærkepunktet i den hele skiladómsrettergang. Medens nemlig de mænd, hvorunder der skirskotedes, ved den retsformelige opfordring,
som ligeoverfor en enkelt begivenhed udgik til dem om
- ↑ Gul. kap. 266: Nú eru verjanda vitni at fullu borin, ef hans vitni er borit fleira árófa einum ok sannaðar vitni fleiri. Þá eru þeir skrœkváttar er fyrri báru, nema þeir sé allir jafnmargir, þá eru þeir skrœkváttar er eftri báru. Fr. 13–25 om odelsmænds fortrin.
