af være iagttagere, gjordes til gode vidner om denne begivenhed, og sagen altsaa, som hvilende i opnævnte vidners kundskab, i sig selv var vitterlig, idet domstolene kun fik at vaage over, at de rent ydre egenskaber, myndighed, fribaarenhed osv. vare tilstede, saa var forholdet med erfaringsvidnerne et ganske andet. At deres kundskab stod i nogen forbindelse med den tilstand og de omstændigheder, hvorom de sagde at have erfaring, var ikke ved nogen til skirskotningen svarende form retslig konstateret; at de selv paastod at kjende til, hvad der spurgtes om, kunde ikke gjøre dem til gode vidner, og saalænge de ikke vare anerkjendte som saadanne, var sagen ikke vitterlig. Naar de fremførtes for domen, blev det derfor dennes opgave at undersøge, om der bestod nogen forbindelse mellem deres kundskab og det foreliggende spørgsmaal, med andre ord, om de kunde have havt anledning til derom at gjøre nogen erfaring eller danne sig en mening. I saa henseende opstod der for de forskjellige slags sager mere eller mindre faste regler; saaledes i odelssager, hvor udsagnet skulde angaa længst svundne tider, at vidnerne maatte have naaet en vis alder, da deres fædre døde, og derfor kunde antages af dem at have faaet besked om bygdens forhold og personer; i markeskjelstrætter, at det var godt, om vidnet havde arbeidet paa det omstridte stykke, og i det hele taget har man foruden de almindelige ydre vidneegenskaber tillige krævet vedkommendes habilitet til at vidne i det enkelte, foreliggende tilfælde klargjort. Skede dette, fulgte domens udtrykkelige anerkjendelse af deres vidneevne, men dermed ogsaa dens forpligtelse til at antage deres udsagn for fuld sandhed, saalænge de ikke af modvidner blev overstemte; sagen var bleven vitterlig, var hentet ud af anerkjendte vidners kundskab. Hermed være det nu imidlertid ikke sagt, at man i skiladomen gik saa nutidsmæssigt tilveie, at man ikke afæskede vidnerne deres erklæringer, inden deres habilitet var godkjendt; thi det fremgaar tværtimod af kilderne, at det først var efter vidneførelsen, at domen tog vidnerne tilfulde. Vi mene kun, at dómsmændenes raadslagning med hensyn til spørgsmaalet om, hvad der var faktum, alene havde til gjenstand vidnernes personlighed og
