være den fjerde dóm, idet de tre skiladome gik forud[1], samt Fr. 14–7, der endog viser, at thinget i en enkelt art sager kunde indtræde som underordnet led, der blot skaffede bevisligheder, som siden benyttedes ved skiladomen.[2] Men selv om man i en senere systematik turde ansees berettiget til at forlade den opfattelse, som de gamle selv tydeligvis have havt, kan det ikke erkjendes, at nødvendigheden heraf i dette tilfælde foreligger. Det er vistnok saa, at skiladomen ikke udtalte samfundets opfatning saaledes som domstolene i vore dage gjøre dette, støttende sig til en udtrykkelig anerkjendelse fra statens side af deres stilling; men deraf følger kun, at den var en privat ret, sammensat af private mænd og kun støttende sig til private mænds anerkjendelse, ikke derimod, at den ikke var en ret, og heller ikke, at den ikke i virkeligheden udtalte samfundets opfatning. Hvad dernæst kjendelsens udførbarhed angaar, saa tør vel heller ikke exigibilitet siges at være en konstituerende egenskab ved en dom; meddeles der i en tvist i henhold til lov og retsbevidsthed et udslag, der giver den ene part medhold i hans paastand ligeoverfor den anden, er domsbegrebet visselig i dets inderste væsen derved fyldestgjort, og da sagsanlægget for skiladóm netop havde opnaaelsen af et saadant udslag til hensigt, synes de gamles betegnelse deraf som en domstolsbehandling ganske rigtig. Med hensyn endelig til skiladomens benyttelse af vidnerne, saa kan der neppe anføres et eneste lovsted, der antyder, at den havde lov til at undersøge vægten af det enkelte vidnesbyrds indhold. Vistnok bruges hyppigt nok udtrykket, at vidnerne skulde tages for gode (fullnast) for domen, eller vidnesbyrdene bæres til fulde (at fullu)[3]; men ganske det samme siges ogsaa om thinget[4], og ligesaa lidt er udtrykket at meta vitni (vurdere vidnesbyrdene)
indskrænket til domen alene.[5] Allerede heraf fremgaar
