Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/73

bod. Fremgangsmaaden har vel i regelen bestaaet i en enkelt domsafholdelse og edspaalæg; thi erfaringsvidner kunde i saadant fald ikke godt haves.

Efter saaledes at have søgt at forfølge skiladómens virksomhed og udvikling i dens forskjellige anvendelser, blive vi endelig istand til at bedømme dens betydning og systematiske plads. I saa henseende er tidligere den anskuelse bleven udtalt, at skiladomen ikke var nogen ret, men et bevismiddel og at den ikke dømte i en tvist, men var det organ, hvorved en bestridt retslig tilstand konstateredes og sloges fast^[1]. Til fordel for denne opfattelse taler dels den omstændighed, at domen var en rent privat institution, der ikke kan sees i nogen henseende at have laant sin myndighed fra det offentlige og thinget, dels at domens kjendelser ikke lod sig udføre med magt, men alene forudsatte, at den, der havde faaet uret, godvillig vilde rette for sig, dels endelig og fortrinsvis, at sagførelsen for skiladóm i uvitterlige søgsmaal ganske havde samme virkning som ellers skirskotningen under vidner, nemlig at gjøre sagen vitterlig. Man har ogsaa anført, at alene skiladomen kunde bedømme vidnernes vægt, medens thinget var indskrænket til at undersøge deres formelle egenskaber. Disse grunde turde imidlertid neppe være tilstrækkelige. Det er nemlig herimod først og fremst at mærke, at kilderne selv ingen saadan forskjel gjør mellem thingets og skiladomens udslag. De siges begge at dømme (dœma), og deres medlemmer betegnes jævnsides som dommere (dœmendir)^[2]. Havde de to virksomheder været principiel uensartede, kunde man umulig have benyttet samme ord til deres betegnelse^[3]. Der mangler heller ikke udtrykkelige vidnesbyrd om, at dóm og thing ganske stilledes i samme række som dømmende forsamlinger. Betegnende er navnlig Bj. kap. 52, hvor

thinget eller, som det i byerne kaldtes, bymødet ligefrem siges at

1. Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 113.
2. Gul. kap. 37, 266 ff., 320; Fr. 10–12, 14, 15.
3. Jfr. Schlyter: Om domare och nämd, i hans Juridiska afhandlingar, Upsala 1836, hvor den forskjellige betegnelsesmaade for dommerens og nämdens virksomhed omvendt ansees at godtgjøre, at nämden ikke var en dømmende institution.