Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

disse først til den private skiladoms, her fimtarstævnens bedømmelse.

Endelig kan det mærkes, at Gul. kap. 72 omskriver ordet forbyde med krossa, d. e. korse, og at den, mod hvem forbudet var rettet, siges ikke at skulle neyta undan krossi, hvilket svarer til Fr.lovens yrka undan lagakefli. Dette vidner om, at man ogsaa i Gulathingslagen oprindelig har kjendt ceremonien med lovkjævlen, men at man i den vel bekjendte kristendomsiver har ombyttet hedendommens nedarvede kjævle med et kors, ganske ligesom man i kristenretterne ikke vilde bruge den almindelige budstikke til ritualmæssige forkyndelser, men ogsaa gav den korsform[1].

Særskilt omtale kræver endnu en af de for skiladóm behandlede sager. Det kunde nemlig hænde, at ogsaa en ren straffesag der fik sin afgjørelse. Dette var tilfældet, naar efter den gamle strafferet forbrydelsen kun var belagt med en privat bod til den fornærmede, hvilket kilderne udtrykke saaledes, at kongen ikke har noget dermed (þar á konungr ekki á). Om saadanne søgsmaal siger Bj. kap. 48: „Alle thokkabøder og alle halvrettessager og halvrettesmænds saar[2], alle de sager skal søges for dóm (á dómi), hvilke ikke kongens ret eller bymændenes ligger ved,“ og dette bestyrkes ved lignende udtryk i kap. 21 og 83, hvor det hedder: „Søge ham for domene; kongen har ikke noget dermed“. Heraf sees, at private bødesager ganske ere blevne sammenstillede med gjældssager, og at der altsaa ingen vægt har ligget paa, om en fordring var udsprungen af kontrakt eller af delikt, naar

det sidste blot ikke var saa stort, at det belagdes med offentlig

  1. Gul. kap. 19; Fr. 2–22 Jfr. Fr. Brandt: Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang fin.; Walter, Das alte Wales § 203 og v. Amira p. a. s. p. 240 flg. Det hos disse forfattere anførte skulde synes at tyde hen paa, at korset er bleven reist paa vedkommende mark. Det vilde vel heller ikke være bleven anseet som anstændigt at kaste korset foran sig, saaledes som det skede med kjævlen.
  2. Texten i kapitlet selv maa rettes fra overskriften. At kongen heller ikke efter Fr.loven tog bod i almindelige halvrettessager viser 4–27 o. flg.; men at sætningen ikke var ganske sikker, sees dog af 4–18 sidste halvdel.