Hopp til innhold

Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/66

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at der ogsaa i syden lader sig paavise en lignende benyttelse af staven ved høitidelige benægtelser. Navnlig ere for os mærkelige nogle yttringer hos en gammel historieskriver, der beretter, hvorledes man i en frankisk rigsforsamling opsagde Karl den enfoldige troskaben, og skildrer ceremonien saaledes: „(proceres Francorum) congregati in campo more solito ad tractandum de publica regni utilitate, unanimi consilio, pro eo, quod ignavæ mentis erat idem rex, festucas manibus projicientes, rejecerunt eum, ne esset eis ultra senior.“[1] Her have vi jo nemlig en ligefrem oversættelse af det i Fr. 10–11 forekommende udtryk: kasta fram lagakefli; de kaste stavene frem for ham og benægte derved hans fremtidige ret til riget. Og stedet er ikke enestaaende; om en erklæring fra folket heder det i et andet gammelt værk: „profitemur omnes stipulas dextris in manibus tenentes, easque propriis e manibus ejicientes – nec talia facere nec facere volentibus consentire.“[2] Endelig benyttedes festuca i Tyskland ligesom lovkjævlen i Throndhjem ved sagsanlæg; dog siges hist kun klageren udtrykkelig at benytte den,[3] medens Fr. loven alene nævner sagsøgte. Imidlertid er der antydninger til, at ogsaa i Tyskland den sagsøgte har gjort sin indsigelse med staven i haand.[4] Ere vi saaledes ikke uden vidnesbyrd om, at den benyttelse af lovkjævlen, som omtales i vore kilder, tillige anvendtes i Syden, haves der ogsaa exempler paa, at den hos tyske folkeslag brugelige overdragelsesform med festuca notata heller ikke var ukjendt hos Nordgermanerne. Fra Sverge fortæller nemlig

Stjernhöök, at der til formerne ved salg i den ældre tid ogsaa

  1. Ademar Caban. p. 184.
  2. Georgisch, corp. jur. Germ. antiqui, 1590. Se ogsaa Galbertus, Vita Carolis comitis Flandr. nr. 65: Fidem et hominia, quæ hactcnus vobis servavimus, exfestucamus, damnamus, abjicimus. – – Finita responsione ista, arreptis festucis exfestucaverunt illorum hominum fidem.
  3. Lex Sal. tit. 53, 3: Tunc ille, cui fides facta est, ambulet ad grafionem loci illius in cujus pago manet, accipiatque festucam et dicat verbum (han modtager staven, som ved den foregaaende retshandel af afhænderen var bleven leveret dommeren og fremstiger med den i haanden sin klage). Klagen kaldtes derfor stapsagen, se Siegel p. a. s. § 17.
  4. Siegel p. a. s. § 19.