andre steder, hvor ogsaa lovkjævlen nævnes, men rigtignok kun paa det ene i forbindelse med en lovfæstning. Idet Magnus lagabøters landsl. 7–19 giver formelen for forbudsnedlæggelsen, tilføjer nemlig enkelte haandskrifter: „og kaster jeg derfor lovkjævlen,“ og endelig heder det i Fr.lovens beskrivelse af det almindelige vindikationssøgsmaal om den sagsøgte (10–11): „Den skal fæste dom, der er søgt med kvaöa, og kaste frem lovkjævlen.“ Heraf tør det sluttes, at lovkjævlen benyttedes paa den maade, at vedkommende først holdt den i haanden, og derpaa under fremsigelse af den ved hver enkelt handling brugelige retsformel kastede den frem foran sig. Anvendt paa forbudsnedlæggelsen vilde dette altsaa sige, at lovstaven kastedes frem for at betegne den lovlige hindring, der nu hægnede gjenstanden mod videre benyttelse. Ikke saa klart fremskinner betydningen af, at indstævnte, idet han benægtede et søgsmaals rigtighed og skjød sagen til dóm, brugte den samme ceremoni; men man aner dog, at ogsaa herved en afvisning skulde betegnes.
Længere end til disse sandsynlige formodninger kunne de norske love til forstaaelsen af det omhandlede udtryk ikke hjælpe os. Det er imidlertid saa heldigt, – at vi fra udenlandske kilder faa bestyrkelse paa, hvad vore egne lade os gjætte. I Tyskland og Frankrig brugtes nemlig i den ældre middelalder en lignende ceremoni med en stav, der i diplomstilen kaldes festuca notata d. e. mærkestav eller ogsaa calamus, rør, og baculus, stav, paa tydsk stap eller halm.[1] Ved eiendomsoverdragelser af fast gods var det saaledes almindeligt, at en festuca notata overgaves den nye eier tilligemed en klump muld, en gren og dere andre gjenstande, der enten skulde repræsentere den solgte
gaard eller rettigheden derover.[2] Selv ved fyrsters afstaaelse af
- ↑ Se herom Michelsen, Ueber die festuca notata und die germanische traditionssymbolik. Jena 1856. Forfatteren har imidlertid, som det sees, ikke kjendt Fr. lovens tilsvarende bestemmelser. Se ogsaa Grimms Rechtsalterthnmer, Göttingen 1828 p. 121–130 og 133–137, samt Siegel, Geschichte der deutschen gerichtsverfasanng, Giessen 1857 §§ 5, 17, 19 og 32.
- ↑ Fumagalli, cod. dipl. S. Ambr. p. 393, dipl. a. 867: Tradedit Gerulfus mini-
