maa det antages, at man paa fimtarstefna, efter at det civile spørgsmaal var bleven afgjort til lovfæsterens fordel, har forsøgt at faa overtræderen til godvillig at erkjende sig skyldig til ransbødernes erlæggelse, og at thing er bleven stævnet, hvis dette ikke er lykkedes; thi paalægge offentlig straf kunde en privat dóm selvfølgelig ikke.
Vi have nys et par gange nævnt ordet lovkjævle; for tilfulde at forstaa enkelte lovfæstningen omhandlende lovsteder blive vi nødt til nøiere at undersøge, hvad der med dette udtryk betegnes. Det forekommer i vore gamle love paa følgende steder: Fr. 9–30, hvor det heder: „Hvis en mand har jord at søge, som han skulde have taget i arv, da skal han søge med lovkjævle (laga kefli), og fremføre det vidnesbyrd paa fimtarstefna, etc. – Saaledes skal han ogsaa søge med lovkjævle, hvis avling eller kvægbesætning bærer i arv“. Fr. 10–24, hvis tidt nævnte mellemsætning begynder saa: „Men om alle de søgsmaal til gods, hvori man ikke kan søge med lovkjævle“. Fr. 13–23, der om markeskjelstrætter har følgende bestemmelse: „Men hvis ingen af dem lægger fimtarstefna og begge lovfæster eller en af dem, da hvis (en af dem) aavirker under lovkjævlen og lægger fimtarstefna (d. e. selv om han lægger f.), da har han tabt sit søgsmaal etc. – Men alt det som en mand arbeider paa ager eller eng til fimtarstefna og fører ikke undan lovkjævlen (d. e. og ikke bortfører efter sagsanlægget), da gjør han sig ikke skyldig til bod“. Endelig siger Fr. 14–11, at man skal hægne sine sælvær, som folk oppe paa land hægne sine eiendomme med lovkjævle. Paa disse steder staar brugen af lovkjævlen tydelig i forbindelse med lovfæstningen. Da ordet ligefrem betyder lovstav, og det af det sidst anførte sted fremgaar, at lovkjævlen brugtes til at hægne eiendomme med, da det videre af de tre øvrige citater sees, at udtrykket at søge med lovkjævle vil sige det samme som at begynde et søgsmaal med forbud, saa bliver det klart, at vi her have at gjøre med en symbolsk handling, hvorved en stav paa en eller anden maade anvendtes til at betegne ceremoniens forbydende kraft. Hvori anvendelsen egentlig bestod, faar man oplysning om paa to
