forklare denne modsigelse? Uden tvivl bringer os Fr. 10–24–2–1 nøglen. Det heder nemlig her: „Men om alle de søgsmaal af gods, hvor man ikke maa søge med lovkjævlen, men hvor der dog ere vidner til, da skal man út beiða“. At disse ord gjør samme inddeling mellem sager, hvor lovkjævle brugtes d. e. forbud nedlagdes, og sager, hvori útbeizla brugtes, som 9–30, er ved første øiekast klart. Men ovenfor have vi søgt at vise, at de sager, som det citerede led af 10–24 omtaler, ere de gjældssøgsmaal, som tidligere maatte søges for skiladóm, og at stedet indfører den ændring, at ogsaa erfaringsvidner herefter skulde gjøre sagen vitterlig og tillade brugen af útbeizla istedetfor af kvaða. Benytte vi nu dette resultat ogsaa ved 9–7 og 30, saa bliver det klart, at kap. 7 indeholder den ældre regel for arvesøgsmaal, naar arven var løsøre eller penge, idet der endnu foreskrives skiladóm; slutningen af kap. 30 sigter derimod til den yngre, der tillader útbeizla ogsaa ved erfaringsvidner. Naar nu 9–30 ikke desto mindre henviser til 9–7, som om ogsaa her taltes om útbeizla, kan dette kun forklares som en forglemmelse af, at rettelsen ikke var bleven indført paa det paaberaabte sted, der altsaa vistnok omhandlede det nævnte fald, men gav en antikveret regel derom; en saadan unøiagtighed er i de gamle kilder ikke ganske sjelden og undskyldes let, naar man tænker sig, at kompilator har benyttet flere ældre texter, der ikke alle i lige grad tog hensyn til indtraadte nyere ændringer. Saaledes forstaaaet siger altsaa Fr. 9–30, at forbud og fimtarstefna i arvesag kun brugtes, naar arvens bestanddele gjorde den til en landbosag, men at den ellers fulgte de almindelige regler for gjælds- og vindikationssøgsmaal, hvori erfaringsvidner havdes.
Af denne skjelnen mellem lovfæstelse og ikke lovfæstelse i arvesag, eftersom arven bestod i fast gods, avling og kvæg eller i almindeligt løsøre, tør imidlertid dernæst ogsaa den videre slutning drages, at det overhovedet kun var i sager om fast gods og om visse dertil som tilbehørigheder betragtede gjenstande, at forbudsnedlæggelse anvendtes, og dette stemmer med alt, hvad de øvrige lovsteder derom antyder. Blev forbudet inden fimten overtraadt,
