er imidlertid, at vedkommende gjenstand ikke var i lovfæsterens, men i hans modparts besiddelse,med andre ord, at striden egentlig var et vindikations- eller dermed ligeartet søgsmaal fra forbudsnedlæggerens side, og at klageren altsaa indledede sin sagførsel med at forbyde besidderen enhver benyttelse, indtil det var afgjort, hvem retten tilkom. Her maatte selvfølgelig en bestemmelse om domstolens nedsættelse paa femte dag fortrinsvis faa betydning, og det synes derfor ogsaa af de herhen hørende lovsteder at fremgaa, at lovfæsteren altid i disse tilfælder i og med forbudets nedlæggelse skulde stævne modparten til fimtarstefna; gjorde han ikke
dette, synes forbudet at have været uden virkning.[1]
- ↑ Jfr. Fr. Brandt: Om foreløbige retsmidier i den gamle norske rettergang, indtagen i juridisk ugeblad for 1863. De tilfælder, hvori lovfæsteren ufravigelig skulde anlægge sag, indskrænker professor Brandt til tvende, nemlig naar to leilændinge stride om samme gaard, og almindingstvistigheder. Se Fr. 13–1 pr.: En ef maðr reiðir fararlass hit fyrsta i garð, þá hafi med sér vátta .ii. ok segi þeim til er á jørdu býr. En ef sá kallast eiga tøku, þá festi hann løg fyrir ok leggi fimtarstefnu með þeim sømu váttum. En ef hann leggr eigi fimtarstefnu, þá hafi sá jørd er til reidd. Og Fr. 14–7: En ef menn skil á, kallar annarr almending, en annarr kallar sér, þá festi sá løg fyrir er sér kallar, ok kenni þing siðan, ok hafi haft upp þingboð fyrir fimt. En ef hann gerir eig svá, þá er únýt løgfesta hans at þvi sinni. En af þvi þingi leggi sá fimtarstefnu er sér kallar jørð, ok njóti þar vitnis eins þess er á þingi var nefnt. Jeg kan imidlertid kun forsaavidt tilkjende disse steder egenskaben af undtagelsesbud, som det ene forudsætter, at besidderen lovfæster, og det andet, at besiddelsen er bestridt; de tilhøre altsaa de to første af mig opførte tilfælder, for hvilke et saa bestemt paabud om at lægge fimtarstefna ellers ikke lader sig paavise. For det fald derimod, at besidderen var den, mod hvem forbudet rettedes, synes en række steder ligesaa bestemt af lovfæsteren at fordre, at han med det samme lagde fimtarstefna. Se saaledes Fr. 8–16 om arvesøgsmaal: løgfesti arf ok leggi fimtarstefnu; Fr. 9–28 om myndlings søgsmaal mod formynderen: þá fari úmagi til ok løgfesti
fimtarstefna til hafa og njóti vitnis eins er fyrr tok, en hinn lauss er siðarr tók. Fr. 13–23: Allt þat er menn skill á hollt eða haga, akr eða engi, þá skall løgfesta fyrir, sá leggi til fimtarstefnu er helldr þykkiz þurfa. En ef hvárgi festir fimtarstefna ok festa báðir þeir løg fyrir eða annarr einn, þá ef á yrkir undir lagakefli ok leggr fimtarstefnu, þá hefir sá fyrirtekit sókn sinni ok gjalldi ranbaug konungi, en hinum landnám silfrmetit er jørð á.
