Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/58

kommende.^[1] Virkningen var vistnok ogsaa her nærmest kun den, at en optræden mod lovfæstningen belagdes med dobbelt privat bod og en ransbod til kongen; men da for tilfældet en andens paastaaede beføielse til at handle paa en vis maade ligefrem gjennem forbudet benægtedes, kunde sagen ikke, med mindre den, mod hvem forbudet rettedes, strax viste sig villig til at efterkomme det, ende uden en retstvist, og denne antog igjen efter omstændighederne en forskjellig form. Var nemlig den gjenstand, hvortil den omstridte rettighed knyttede sig, i lovfæsterens egen besiddelse, kunde han rolig vente, indtil modparten overtraadte forbudet, hvorpaa han anlagde vitterlig sag mod ham for ran og indgreb.^[2] vilde den anden ikke gjøre sig skyldig heri, maatte han paa sin side anlægge almindeligt vindikationssøgsmaal. Var derimod besiddelsen bestridt, saa at altsaa begge parter allerede paastod at være i fuld udøvelse af benyttelsen, indeholdt forbudsnedlæggelsen fra den enes side en utvetydig civilretslig paastand og klage, der strax maatte føre til retsvist. Og her er det da, at fimtarstefna nævnes som den domstol, for hvilken sagen blev at føre; af navnet sluttes, at afgjørelsen ikke maatte udsættes længere end 5 dage, hvilket naturligvis havde sin gode grund i hensynet til den skade, en længere tids ophør med jordarbeidet vilde medføre. For sagsanlægget gjaldt det i dette fald, at den lagde fimtarstefna, som bedst mente at behøve den, og denne sætning staar igjen i forbindelse dermed, at den ene vel sjelden undlod at nedlægge modforbud, naar den anden havde nedlagt forbudet, og at begge parter saaledes

stod fuldkommen ens.^[3] Det tilfælde, som i loven hyppigst omtales

1. Fr. 13–26: Festa skall løg fyrir lóð ok fyrir áverka, hvar sem hann hittir hann sjálfan er á orti innan fylkis. En ef hann hittir hann eigi, þá fari hann til lóðs ok til áverka, ok festi løg fyrir, ok segi honum sjálfum siðan til eða hjúnnm ef eigi má hann hitta.
2. Fr. 13–21: En ef ross gengr i akr manns eða eng, hann skal taka ross þat ok inn setja ok fara til hins er rossit á með vátta ok beiða úslá bót ok festi løg fyrir rossit ok sýni mønnum úslán. En ef hann út tekr rossit at úbœttu gjalldi ránbaug konungi en hinum landnám er jørð á. – En uberettiget anvendelse af lovfæstning i dette tilfælde omtaler Fr. 7–26.
3. Fr. 13–17: En ef .ii. menn taka jørð eina ok festa bádir løg fyrir, þá skall