Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/57

optræder her som et fast institut i forbindelse med forbudsnedlæggelsen. Til denne gaa vi derfor nu over.

Under navnet forbud eller lovfæstning forekommer i de gamle love en retshandling, der havde til hensigt paa lovlig maade at hindre andre fra at udøve en benyttelse af gjenstande, hvorover man selv paastod at have-i det mindste brugsretten. Det er navnlig i Fr. loven, at oplysninger herom meddeles, og ifølge disse skilles mellem to anvendelser af retsmidlet, eftersom det benyttes ligeoverfor alle eller mod en enkelt. I første tilfælde skulde lovfæstningen ske offentlig paa thinge eller ved kirke,^[1] og den bestod i, at man høitidelig hævdede sin egen ret over vedkommende gjenstand og forbød enhver anden at befatte sig dermed.^[2] Var nu hans ret ubestridelig, eller blev den under en senere strid af dommerne retslig anerkjendt, var lovfæstningens virkning den, at indgrebet fra selvtægt gik over til ran og som saadant straffedes med dobbelt bod til sagsøgeren og desuden med ransbod til kongen^[3]; i modsat fald havde den ingen betydning. Efter et aars forløb blev den almindelige straffesats atter gjældende^[4]; men forbudet kunde naturligvis fornyes. Andre regler indtraadte derimod, naar man vilde sikkre sig mod, at en bestemt enkeltmand foretog visse handlinger, hvis berettigelse, man bestred, og kun forsaavidt tilhører forbudsinstitutionen egentlig rettergangsvæsenet. I dette fald

nedlagde man i vidners overvær forbudet, hvor man først traf ved-

tvistighed at være bleven sat. Jfr endelig ogsaa Borg. kr. II kap. 9 og Jerns. kap. 77.

1. Fr. 13–14: Ef maðr løgfestir holt eða haga eða veiðistaðir, þá skall løgfesta at kirkju eða á þingi þar sem jördin liggr.
2. Magnus lagab. landsl. giver ordlyden (7–19): En sá er lögfestir skall tala svá hátt ett allir heyri þeir sem þar eru ef þeir vilja ok svá mæla: Ek lögfestir jørð mina her i dag at orðfullu ok løgfullu ok þingsmáli; fyrirbjoð ek hverjum manni sér at nýta at vitni guðs ok goðra manna þeirra sem orð min heyra.
3. Fr. 13–11. Ef maðr festir løg fyrir haga sinn ok er ort i siðan, sá er sekr ránbaugi við konung ok landnám silfrmetinu þeim er jørð á. Landnám var nemlig selvtægt udøvet paa jord. Se ligeledes 13–19, jfr. 13–15.
4. Fr. 13–14.