Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/56

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

der om fimtargrið af þingi d. e. den frist, fredløse erholdt til flugt, inden dommen traadte i kraft;[1] ligeledes om fimten som den længste tid, hvori visse handlinger kunde undlades[2]; fremdeles om fimtarþing d. e. thing med 5 dages varsel[3] og om 5 nætters stævning til edsaflæggelse,[4] og endelig ogsaa om fimtardómr.[5] Hyppigst bruges dog ordet fimtarstefna og navnlig i to anvendelser, en almindeligere om møder uden egentlig dømmende karakter, inden hvilke enten visse handlinger skulde være foretagne eller visse oplysninger tilveiebragte, og en engere, hvor virkelige kjendelser blev afgivne. Den første art fimtarstefna omtales saavel i Gul. loven som i Fr. loven, samt tillige i Borg. kristenret. Saaledes skulde den, der ulovlig havde taget en gaard i besiddelse, opfordres til at flytte,[6] den, der ulovlig havde sat stængsel i elveløb, til at tage det bort inden fimtarstefna[7]; krigsbudstikken siges at stævne fimtarstefna til skibs d. e. sætte 5 dages frist for de ledingspligtiges fremmøde,[8] de i et odelsskifte interesserede kaldes ogsaa sammen til fimtarstefna, hvor det var dem selv, der foretog skiftet,[9] og fimtarstefna var endelig fortrinsvis det møde, der efter domfældelsen af en fredløs skulde holdes til udbetaling af hans gjæld, og hvortil derfor alle hans kreditorer havde at melde sig.[10]

Den anden art fimtarstefna omtales derimod kun i Fr. retten, men

  1. Gul. kap. 22, 24, 30; Er. 4–30, jfr. 34.
  2. F. ex. Gul. kap. 23 om at begrave lig.
  3. Gul. kap. 184, Fr. 5–7; jfr. Gul. kap. 35.
  4. Gul. kap. 30.
  5. Gul. kap. 266, jfr. Fr. 10–11.
  6. Gul. kap. 77.
  7. Gul. kap. 85. Ifølge begge steder har fimtarstefnu kun at konstatere, om opfordringen er efterkommet eller ikke.
  8. Gul. kap. 312.
  9. Fr. 14–4.
  10. Gul. kap. 162, En 3–23, 5–13; heller ikke for dette tilfælde omtales nogen dómssættelse, hvorimod kreditorerne synes en for en at have fremført sine skirskotningsvidner for den, der havde godset i varetægt, og derpaa, hvis tilstrækkelig dækkelse ikke fandtes, indbyrdes at have ordnet nedsættelsen i hver enkelts fordring. Opstod under denne fremgang strid, synes dóm for denne særskilte