delse[1]; thi Gul. kap. 86, 2den del forudsætter bestemt det samme. Derimod indlægges der et nyt hensyn for det tilfælde, at begge kunne føre besiddelsesvidner; ere disse nemlig lige talrige,[2] skal den af de stridende, der er odelsmand til sin gaard, medens den anden kun er kjøblænding, have fortrinnet til at sværge. Tilhøre derimod begge samme stand, eller vil ingen af dem sværge, deles det omtvistede stykke. Vare begge kjøblændinge, vandt dog den, der blandt sine vidner havde en odelsmand til gaarden. Har den ene besiddelsesvidner, den anden slet ingen, hvilket fald ligeledes gaar ind under Gul. kap. 86 2den del, er det ogsaa efter Fr. loven den sidste, der skal klage; men modsat Gul.lovens forkjerte bud, er regelen her den rigtige, at indstævnte paalægges benægtelsesed. Om man heri vil finde endnu en grund for at anse Gul. lovens text paa hint sted for feilagtig, maa staa derhen.
Fr. lovens omtale af markeskjelstrætterne fører os imidlertid ind i en ny række af undersøgelser. Den adskiller sig nemlig fra Gul. loven ikke alene i enkelte bevisregler, men navnlig derved, at den lader de nævnte sager begynde med forbudsnedlæggelse og derpaa blive behandlet ikke ved en skiladóm, men paa en saakaldet fimtarstefna. Det sidste ord betyder ligefrem oversat et møde med en varselsfrist af 5 dage, og det kan strax bemærkes, at disse 5 dage i begge love er det regelmæssige varsel til den, der opholder sig i samme hered, ligesom de
ogsaa iøvrigt var en hyppig benyttet termin.[3] Saaledes tales
- ↑ Fr. 13–23: En ef annarr fœrir fram óðalsvitni, en annarr hafnarvitni þá skall hinn hafa sitt mál, er óðalsvitni fœrir fram. Ordet óðal bruges her atter for at betegne eiendom i almindelighed ligeoverfor en mindre stærk adkomst. Paa samme maade i det følgende 13–25: En ef báðum bersk hafnarvitni, en hvárgum óðalsvitni, þá ef annarr er óðalsmaðr en annarr kauplendingr, þá skal óðalsmadr einn sverja til. At oversætte oðalsvitni med vidner om virkelig odelsret vilde her føre til meningsløshed; thi kunde ingen af dem fore odelsvidner i teknisk forstand, saa kunde den ene af dem heller ikke, hvad dog forudsættes, optræde som odelsmand.
- ↑ Denne betingelse udtales ikke, men følger deraf, at overstemte vidner ikke vare vidner.
- ↑ Fimten var som bekjendt ugen i den ældste germaniske verden.
