I alle tilfælder blev markeskjelssager altsaa ifølge Gul. loven
at anlægge for skiladóm. Det fulgte ogsaa af stridens natur, at
man ikke godt paa nogen af siderne vilde kunne have skirskotningsvidner,
og kapitlet udtaler ogsaa meget bestemt den forudsætning,
at det var erfaringsvidner, som blev at bruge, idet der
endog gives forhenværende trælle, der havde arbeidet paa det omstridte
stykke, evne til i sagen at afgive vidnesbyrd. Vanskeligere er
det derimod, at kun én skiladóm anvendtes. Ved nærmere betragtning
vil man dog indse, at dette var det naturlige for det fald, at ogsaa
besiddelsen var bestridt, og rollerne som klager og indstævnt
altsaa hjemfaldne tilfældet; thi afholdelsen af flere dome hvilede jo
paa den grundregel, at klagerens vidner førtes for den første og
indstævntes for den anden, samt at allerede den første dóm udtalte
kjendelse, medens indstævnte ved anden dóm blot ved et større
antal vidner kunde opnaa en dom for sin paastand, og intet af
dette passede, hvor begge parter saavidt muligt skulde staa lige.
I dette fald maatte begges vidner blive at fremføre for samme
dóm, og bedømmelsen falde samtidig ligeoverfor dem begge. Men
dette hensyn bortfalder ved kapitlets andet tilfælde, at besiddelsen
ved sagsanlægget tillaa indstævnte, og naar ogsaa her kun en enkelt
dóm holdes, synes det blot at kunne betragtes som forladelse
af en ældre regel, der har krævet de tre dome. Den maade, hvorpaa
domens afholdelse omtales, er her ogsaa saa forvirret, at formodningen
om en sammenstøbning af to tekster, en ældre og en
yngre, uvilkaarlig paatrænger sig.
Fr. lovens regler ligne i det store taget Gul.lovens, men have dog ogsaa sine væsentlige afvigelser. Nogen ændring er det imidlertid ikke, naar den sætning i Fr. 13–23 udtrykkelig udtales,
at vidnesbyrd om eiendom gaar forud for vidnesbyrd om besid-
anden, der giver anledning til klagen, og at nævne dóm er neppe noget sikkert udtryk om sagsøgeren, om det end om denne i Fr. 10–11 heder, at han skal „leggja dóm á, ok nefna sá bœinn er leggr dóm“. Meningen er maaske, at hvilkensomhelst af parterne kan optræde, og at engen derpaa gaar frem efter de almindelige regler.
