indstævnte for ikke at tabe maa føre flere vidnesbyrd end klageren, her kom til anvendelse; derfor stiller et lige antal vidner for tilfældet de stridende ganske paa lige fod, og sagen afgjøres enten ved den parts ed, der ønsker at sværge, eller om begge ville sværge, ved at skiladomen deler det omtvistede stykke. Har derimod den ene flere vidner end den anden, indtræder naturligvis hovedregelen. Den anden del af kapitlet taler om det tilfælde, at besiddelsesstanden er ubestridt og kun eiendomsretten bestridt. Her er det klart, at den, som ikke er i besiddelsen, er nødt til at optræde som klager; der er følgelig heller ingen grund til at afvige fra den almindelige regel om vidners førelse, og naar man har villet finde en modsigelse mellem denne bestemmelse og den ovenfor for et andet tilfælde givne, saa kan rigtigheden heraf ikke erkjendes. Paa grund af den civilretslige sætning, at 20 aars uforstyrrede besiddelse skaber eiendom, kommer imidlertid vidnernes udsagn til at indskrænke sig til bekræftelse eller benægtelse af dette antal aar. Have ingen af parterne vidner, bestemmes videre, at den vinder, som med ed vil bekræfte sin paastand, og at stykket deles, hvis begge ville sværge eller ingen af dem. Dette punkt turde imidlertid være det tvivlsomme i kapitlet. Den almindelige regel for det tilfælde, at vidner ikke havdes, var jo dog, at indstævnte paalagdes benægtelsesed, og omend i kapitlets første del denne udvei ikke kunde benyttes, saa var dog her, hvor rollerne som sagsøger og indstævnt vare begrundede i sagen selv, ingen foranledning til en lignende afvigelse. Dertil kommer, at besidderen for dette tilfælde ikke vilde blive det mindste bedre stillet, end om ogsaa besiddelsen havde været bestridt. Om man ligeoverfor stedets bestemte udtalelse tør antage noget andet, synes imidlertid ikke at være klart. Sidste sætning i kap. 86 handler endelig om det tilfælde, at stykket hidtil var bleven besiddet af begge i fællesskab. Ogsaa her gjaldt det altsaa at komme paa det rene med, hvem der burde være den klagende. I saa henseende siges nu, at den skal nævne dóm, der volder uenigheden; men uheldigvis ere disse udtryk)
ikke ganske klare.[1]
- ↑ At volde uenigheden kan baade klageren siges, der kræver skilsmisse og den
