salgsbetingelserne bestod). Nu hvis hin (kjøberen) nægter, da nyde han (sælgeren) sine vidner paa thinget. Nu skal han løse den jord med árofar; de ere ham gode árofar (árofar réttir), som vare tilstede ved deres handel, hvis de leve, hvorledns det end er med deres herkomst. Men hvis de ikke ere til, da skal han løse med gode árofar (með árofum réttum“). Her siges det altsaa udtrykkeligt, at salgsvidnerne, der brugtes som erfaringsvidner, ikke behøvede at være odelsbaarne eller af en særeget udmærkende herkomst, hvilket atter er et vidnesbyrd om, at en gaard ikke behøvede at være odel for at kunne indløses efter de 20 aars forløb. Naar det derfor nedenfor heder, at i mangel af saadanne vidner gode árofar skulde bruges, kan dette ikke forstaaes saaledes, at de skulde have alle et odelsvidnes egenskaber, men kun saa at de vare bondefødte i bygden og altsaa istand til at oplyse, hvad man i denne vidste om sælgerens ret til at løse. Derimod kunde det synes mærkeligt, at kap. 272 ikke nævner noget om, at erfaringsvidnerne blev at fremføre for en dóm, og man kunde derfor maaske ville forstaa den sætning, der omtaler vidners førelse for thinget, saaledes, at der her skulde foreligge et exempel paa skiladomens afskaffelse og erstattelse ved thinget selv. Men en gjennemlæsning af stedet vil dog overbevise om, at sætningen om vidneførsel paa thinget slutter sig til den foregaaende om lysningen; naar denne nemlig foretoges i behørig tid, kunde sælgeren endnu bruge sine skirskotningsvidner som saadanne, og dette skulde han ifølge den nævnte sætning gjøre, hvis kjøberen ikke vilde erkjende lysningens rigtighed. Men nævner saaledes kap. 272 slet ikke, hvor dets árofar blev at føre, saa tør man vistnok ikke forudsætte, at stedet har villet indføre en ændring i den ældre ret, hvorimod det maa antages ganske simpelt at henholde sig til denne, ifølge hvilken det var en selvfølge, at erfaringsvidner førtes for skiladóm. Loven nævner for dette tilfælde slet intet om domens gjentagelse; men da dens yttringer ere ganske kortfattede, kan saadant ikke paaberaabes som vidnende om, at kun en enkelt holdtes, og da fremgangsmaaden falder odelsprocessen saa nær som muligt, er der vistnok overveiende grund til at antage, at tre dome er bleven
Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/49
Utseende