medens det i odelssager var en hovedregel, at løsningen maatte ske 1 aar efter salget og heller ikke antydes det, at løsningsmanden maatte være odelsmand for at kunne løse efter de 20 aar; det turde tvertimod af stederne fremgaa, at al stefnujørð kunde løses efter denne tid, selv om den ogsaa kun var løsningsmandens kjøbejord, idet der nemlig ikke gjøres nogen forskjel i saa henseende. Men løsningens berettigelse kunde blot bevises ved erfaringsvidner, der førtes for skiladóm, og fremgangsmaaden blev saaledes i hovedsagen ganske den samme som i odelsprocessen. Efter at have paabudt, at udsigelse skulde ske den foregaaende høst – en regel, der dog ogsaa gjaldt, naar stævnejorden løstes i vitterlig sag inden udgangen af de 20 aar – skildrer kap. 276 den uvitterlige løsningssag saaledes: „Da maa han (besidderen) benægte odelen og tilkjende sig den, da skal han værge den jord med dóm, den anden skal søge med árofar. Nu ere de árofar, som vare tilstede ved deres kjøb.“ Det sees heraf, at besidderen tænktes at kunne give et lignende svar som i odelssag, og det bliver kun at mærke, at udtrykket „dula oðals“ d. e. benægte odelen maa tages med det samme forbehold, som det lige i forveien brugte verda at orðrli, altsaa: at benægte løsningsretten. Svaret fremkaldte erfaringsvidners førelse for dóm, og ligesom i odelssag kaldes vidnerne ogsaa her árofar; dog heder det karakteristisk nok, at de vidner, under hvilke salget i sin tid var blevet skirskotet, men hvis evne som skirskotningsvidner de 20 aars forløb havde præskriberet, kunde være árofar i sagen d. e. afgive erfaringsvidnesbyrd for, at klageren havde løsningsret. Heraf ser man ogsaa tydeligt, at forudsætningen ikke var, at løsningsmanden havde sand odelsret; thi denne kjendte salgsvidnerne som saadanne intet til, og udtrykket „dula oðals“ i besidderens mund kan følgelig kun blive at oversætte som ovenfor skeet. – Bestemmelserne i kap. 272 se ved første øiekast lidt forskjellge ud, men bør dog vistnok forstaaes i fuld overensstemmelse med kap. 276. Efter at det er bleven sagt, at jorden ligger til fuldt værd, hvis lysing ikke kommer paa i 20 aar, heder det: „Men lysingen nytter til intet, hvis ikke begge (kjøber og sælger) erkjende kjøbet og salget (d. e. ere enige om, hvori
