enkelt fald tillader løsningsmand og besidder at føre sine vidner for samme dóm; vi skulle nedenfor se, at dette dog kun kan betragtes som en yngre afvigelse fra den almindelige regel.
Den fremgangsmaade, som blev at befølge, naar kontraktmæssig løsningsret ved salget var bleven forbeholdt, var beslægtet med odelsløsningen; men praktisk var der en væsentlig forskjel mellem begge. Medens odelsmanden nemlig ifølge sagens natur aldrig havde skirskotningsvidner at fremføre for sin ret, og indsigelse fra besidderens side derfor gjorde sagen uvitterlig og tvang til en eller flere domes afholdelse, var forholdet ved kontraktmæssig løsning det modsatte: der havde løsningsmanden i regelen sine vidner, hvorunder salget og dets betingelser i sin tid var bleven skirskotet, og han behøvede kun at fremføre dem for at gjøre sagen vitterlig.
Gul. loven skiller mellem to aftaler, den en ene gaaende ud paa, at løsning skulde ske efter en bestemt tids forløb (til stefnu), den anden, at den kunde ske naarsomhelst (til mála). Kap. 276 synes at vise, at 15 aar var det almindelige tidsrum, hvori kjøberen af stefnujørð forbeholdt sig at besidde gaarden uden indløsning; naar man derimod har tænkt sig muligheden af, at dette antal aar tillige skulde have været lovens maximalfrist, lader dette sig ikke forene med en anden bestemmelse i samme kapitel og i kap. 27211 at jorden kunde ligge uindløst i over 20 aar, naar man blot huskede paa inden denne præskriptionstids udløb at lyse salgsbetingelserne til thinge for derved at fornye de efter 20 aars forløb præskriberede skirskotningsvidner[1]. Det er imidlertid meget oplysende med hensyn til de gamles betragtning af de skirskotne vidnesbyrd, at det kun var de nærmere ved salget trufne aftaler og altsaa først og fremst løsningssummens størrelse, som ved dem blev at bevise, hvorimod den hovedkjendsgjerning, at salget var skeet til stefnu, og at sælgeren altsaa fremdeles havde lösningsret, ansaaes for en
i bygden bekjendt sag, der kunde bevises ved erfaringsvidnesbyrd
- ↑ Gul. kap. 276: – Nu vill hann til vetrar stefnu jørð selja, .xv. vetr þá skall þat kaup halda. – Leysa fullum aurum þá jørð, nema lýsing hafi á Þeim .xx. vetrum. Kap. 272: Nú liggr jørð .xx. vetr ok er þar engi lýsing á, þá liggir hon til fullra aura.
