stændighed maa imidlertid ikke sees nogen principiel afvigelse fra reglerne for de ikke vitterlige sagers behandling, og naar man har villet tolke stedet saaledes, at den heromhandlede skiladóm brugtes i vitterlig sag, hvoraf atter sluttes, at man ved løsning af jord regelmæssig brugte skiladóm ogsaa i vitterlig sag, saa modbevises dette, som det forekommer mig, ved kapitlets egne ord; thi naar det heder: „Nu værger han sin jord med skiladóm,“ saa er forudsætningen dog klarlig den, at skiladómen var noget, som kunde indtræde i processen, men som ogsaa kunde udeblive, alt eftersom sagen var vitterlig eller ikke. Heller ikke kan det med virkning paaberaabes, at de vidner, som indstævnte i kap. 277 tænkes at føre, ere kjøbe- og altsaa skirskotningsvidner; thi de vare ligeoverfor løsningsmanden vistnok tilkaldte og ikke erfaringsvidner, men det vilde være at stille vitterlighedsbegrebet paa hovedet, om de sager fra anlægget af skulde erkjendes for vitterlige, hvori ikke klageren, men den sagsøgte alene førte skirskotningsvidner.
For de tilfælder, at besidderen, uagtet han ikke vilde give efter for løsningsmandens paastand, dog ikke vilde fæste dóm, eller, hvis han havde fæstet dóm, ikke indfandt sig til denne, foreskriver Gul. kap. 268 og 269 ganske det samme, der gjaldt i andre uvitterlige sager: søgsmaalet blev ved den ulovlige vægring eller udeblivelse vitterligt og gik som saadant umiddelbart til things. Iøvrigt var der naturligvis heller intet i veien for, at ogsaa odelssager fra først af kunde være vitterlige; men herom først nedenfor i anden
forbindelse. Til slutning maa endelig nævnes, at kap. 285 for et
vitni sin fram er sœkir, hvessu hann stefndi honum til, ok taka við aurum slikum som váttar vitu með honum, þá ef honum bersk þat at fullu, þá eigu þeir at dœma honum jørd, en hinum aura slika sem váttar vitu at hann reiddi honum. Nu ef hinn kallar boðrna ok leiðir hann vátta þar fram, at jørð var boðin løgboði, þá skal hann jørð hafa sem hann keypt hafði. Nu ef hinn kemr eigi til dóms, þá skall hann bjoða aura. En ef hann hefir nøkkurum manni umboðit með váttum, þá skall þeim i hønd reiða, ellar hirða aura ok láta hann eigi fá áðr enn hann sœki hann. Her er det klart, at det eneste forsvar, besidderen kan frembringe for domen, og for hvis skyld han siges at værge sit kjøb med skiladóm, netop er det eneste, som lægges ham i munden, nemlig at jorden var bleven lovbudt. Stedets videre fortolkning skal nedenfor omhandles.
