Hopp til innhold

Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hvorefter rettergangen antog en noget forskjellig karakter. Den vigtigste indvending var at benægte løsningsmandens odelsret (dula oðals ok kenna sér): „Du siger mig ud fra den jord, som du intet eier i; jeg eier den jord til eiendom og til odel.“[1][2] I dette fald skulde løsningsmanden ved udsigelsen foretage hjemstævning til en bestemt dag mellem jul og faste, paa hvilken lovformelig kvaða blev at fremføre. Fastholdt sagvolderen fremdeles sin indvending, skulde han fæste dóm, og denne blev at lægge med fem nætters frist (fimtardómr). Derpaa fulgte den regelmæssige rettergang for de tre dome, dog som allerede ovenfor paapeget saa, at der hos odelsvidnerne krævedes særegne udmærkende egenskaber. De hed med et gammelt ord árofar.[3] Svarede sagvolderen ved udsigelsen derimod, at han havde solgt jorden videre, erholdt formerne enkelte tillæg, sigtende til at konstatere, hvem i saa fald den rigtige sagvolder monne være, og det samme var ifølge Fr. 12–8 ogsaa tilfældet, naar besidderen erklærede sig for en andens leilænding. Afholdelsen af de tre dome var imidlertid, som ellers, afhængig af, at begge parter havde vidner at fremføre. Var dette ikke tilfældet, indtraadte en lignende forkortelse i odelsprocessen som den, vi nys lærte at kjende ved arvesøgsmaalene. Exempel herpaa giver Gul. kap. 277 for det fald, at jordens besidder ikke benægter løsningsmandens odelsret, men paastaar, at jorden før salget var bleven de odelsberettigede lovformeligen tilbudt. Her havde altsaa løsningsmanden intet at bevise, han behøvede ikke at sætte nogen dóm for at lade vidner afhøre; alene indstævntes dóm blev at holde og saaledes bortfaldt muligheden af en uenighed

mellem to dome og et paafølgende væddemaal.[4] I denne om-

  1. Jvfr. kap. 266 med kap. 277; se ogsaa kap. 285: sva nánar at frændsemi at eigi má oðals dula.
  2. [Wikikildens note: Henvisningene til fotnotene på s. 36 må være feilplassert. Her er de plassert der hvor de ser ut til å høre hjemme etter sammenhengen.]
  3. Ordets afledning er dunkel: rjúfa á?
  4. Gul. kap. 277: Nú kaupir maðr jørð úboðrna, þá megu oðalnautar þat kaup ripta. Nú segja þeir honum fyrir jørðu of haust, þá megu þeir bæði gera senn ef þeir vilja svá, segja honum fyrir jørðu, ok stefna honum til jarðar þorsdag i páska viku. Hann má ok síðarr stefna honum at miðri føstu hit seinsta, þvátdag þann er .iii. vikur liva føstu. Nu verr hann skiladómi kaup sitt, þann dóm skulu Þeir á jørðu þeirri hallda er hann hefir honum til stefnt, þá skal sá leiða