strax at anlægge søgsmaal som i vitterlig sag; det bliver altsaa her overhovedet anseet for en utilbørlighed af den sagsøgte, at han ikke vil anerkjende erfaringsvidner for ligesaa gode som skirskotningsvidner, en tankegang, der i sig selv bærer mærket af at tilhøre en yngre tid, da skiladomen allerede var i forsvindende.[1] Af overskriften fremgaar det dog, at denne for sagsøgte saa ugunstige regel kun ansaaes anvendbar, naar hans uret var klar, og sagsøgeren altsaa følte sig ganske sikker i sin sag. – At der iøvrigt heller ikke var noget i veien for i arvesag at føre virkelige skirskotningsvidner, og at sagen da selvfølgelig førtes i formerne for vitterlig sag, viser Gul. kap. 124.
Særegne regler gjaldt ligeledes for løsning af jord (løsningssager). En saadan kunde forekomme paa grundlag af hauldeætternes odelsret, der sigtede til at bevare jordegodset for slægten, eller paa grundlag af en ved salget forbeholdt kontraktmæssig løsningsret. I begge tilfælder var rettergangen af hensyn til aarsarbeidet bunden til visse bestemte tider.
Strengest var i enhver henseende fremgangsmaaden i de egentlige odelssager, det er saadanne, hvori jord, der uden foregaaende lovligt anbud til odelsmændene var solgt til skjødning og endelig eiendom ud af ætten, af dennes medlemmer krævedes indløst. Gul. kap. 266 o. flg. give herom vidtlyftige lovbestemmelser, fra hvilke vi allerede ovenfor have hentet væsentlige træk til belysning af vindikationssagerne, med hvilke odelssøgsmaalene nærmest vare beslægtede. Løsning maatte i regelen ske inden ét aar efter salget. Den førstkommende høst mellem vinternat og jul skulde løsningsmanden indfinde sig hos gaardens besidder og sige ham ud (segja fyrir, deraf forsøgn, udsigelse). Vilde besidderen ikke godvillig
vige, lægger Gul.loven ham dere forskjellige svar i munden,
- ↑ Gul. kap. 121: Ef maðr leggr dóm fyrir þat er hann á ekki i. Nu sitr maðr i arfi ok leggr dóm fyrir, en annar kallask tilkominn, þá skall sá stefna honum heim, heimstefnu rétta, ok krefja hann arfs ok orfarar. Nu vill han eigi or fara, þá skall hann stefna honum þing fyrir rán ok isetu, ef þá fullnask honum vitni ok gøgn øll til sins máls, ok kœmr ekki vitni ámóti, þá eiga þingmenn honum arf at dœma.
