Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/42

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

naturligvis kun ligge deri, at en i udlandet foregaaet fødsel og opvækst under datidens mangel paa retslig kommunikation mellem landene langt vanskeligere for en norsk domstol lod sig bringe paa det rene, end om den var skeet indenlands; thi at en udlænding skulde have foretaget en reise til Norge for at afgive vidnesbyrd, vilde vel ingen have faldt paa at tænke sig, saameget mere som en fremmeds udsagn neppe vilde være bleven taget for saa særdeles godt. Paa den anden side vare de erfaringsvidner, en indenlands født og opvoxen blandt sine omgivelser kunde skaffe tilveie vistnok som oftest saa gode og bestemmende, at man kun i sjeldneste fald tænkte sig muligheden af modvidner, medens disse saameget rigeligere kunde forsøges fremført mod de halve oplysninger, vidnerne for en i udlandet født mand kunde afgive. Det almindelige blev derfor, at der i det ene tilfælde kun holdtes én dóm, nemlig for at modtage klagerens vidner, men at der i det andet ogsaa førtes modvidner og altsaa trængtes samtlige tre dóme. Da det almindelige under en sædvansmæssig retsudvikling jævnt skraaner med i det lovbestemte, har dette da ført til, at det er bleven anseet for utilbørligt af den sagsøgte, naar han har forsøgt at føre vidner mod den indenlands fødtes; denne har betragtet den første dóms anerkjendelse af hans vidner for en anerkjendelse af sagens vitterlighed overhovedet og er, hvis modparten fremdeles vægrede efterkommelse, strax skredet til anlæg af vitterligt søgsmaal, hvorved skiladomens gjentagelse bortfaldt – Endnu videre sees man i denne retning at være gaaet efter Gul.loven. Dennes kap. 121 tillader nemlig arvingen, naar arvens indehaver vil værge

sig med dóm (leggr dóm fyrir), det er, naar sagen ikke er vitterlig,

    sé þess manns sunr er hann segir eða hann sé af frjálsum kvidi kominn, þá skall hann kveðja fjárhalds mann ok eigi dóm einn til og njóti vátta sinna at hann er þess manns sunr er hann segir. En ef hann er utanlands getinn, þá skall hann kveðja føður arfs sins, eða þess arfs er hann kallar til og njóti vátta ok vitna sinna at hann sé arfs gørr ok eigi dóma alla nema hinn láti fyrr af. Skulde det være rigtigt at generalisere denne bestemmelse derhen, at det regelmæssig i alle ganske klare sager, selv om kun erfaringsvidner havdes, har staaet sagsøgeren aabent at vægre sig ved at modtage dómstilbudet og umiddelbart stævne thing?