Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/35

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

øvrige udfyldt fra det lige forudskikkede vindikationssøgsmaal; for at danne en afslutning har han dog ment at burde medtage tredie dóm, men finder snart, at ogsaa det kun bliver gjentagelse og bryder derfor med en gang af. Af dette følger det da, at gjældssøgsmaal efter Fr. loven i alt væsentligt faldt sammen med vindikationssøgsmaalet, og at der navnlig ogsaa i uvitterlige gjældssager kunde føres erfaringsvidner.

I modsætning til disse bestemmelser i 10–17 o. flg. staar imidlertid 5–42, der giver en ganske anden regel. „Om alle de gjældssøgsmaal“, heder det her, „hvori eder komme til, der skal én nægte for én øre, men to for to og tre for tre, og om der end er mere gods (at kræve), da kommer det ikke mere end til lyritared“. Her omtales altsaa et retsmiddel, der i de hidtil behandlede steder forbigaaes med taushed, idet det viser sig, at den indstævnte kunde benægte gjælden med sin egen og mededsmænds ed. Den tilsyneladende modsigelse løses dog ved hjælp af den anden thrønderske retskilde, Bjarkøretten, hvis kap. 52 (98) skiller mellem to tilfælder, at klageren har (erfarings-) vidner paa sin fordring, i hvilket fald der skal benyttes vidneførsel og indtil tre dómssættelser, og at han ingen vidner har, da én, to eller tre mænds ed bliver at paalægge den indstævnte. Hertil svare ogsaa nøiere beseede udtrykkene i Fr. 5–42; thi naar stedet taler om alle de gjældssøgsmaal, hvori eder komme til, medgiver det indirekte, at der vare andre gjældssøgsmaal, hvori eder ikke brugtes, og ifølge sammenhængen maa disse først og fremst være de sager, der skildres i 10–17.

Vi komme altsaa for Fr. lovens vedkommende til det resultat, at førelse af erfaringsvidner, i vindikations- og gjældssøgsmaal eller som man for at have et fælles udtryk for begge i hovedsagen sammenfaldende former har valgt at kalde dem, søgsmaal angaaende penge og gods (fjársoknir i videre betydning), fremkaldte skiladómsbehandling med indtil tre dómssættelser, medens søgsmaal, hvori vidner ikke havdes, blev at afgjøre ved den indstævntes ed med eller uden edshjælp. Formerne for denne edspaalæggelse nævner Fr. loven intetsteds nøiere.