Hopp til innhold

Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Gaa vi derpaa over. til Gul. lovens tilsvarende regler, er det at mærke, at disse kun gives for et enkelt af Fr. lovens flere tilfælder, medens loven om de øvrige alene tillader gjætninger. „Hvis en mand har gods tilgode hos en anden, hvilket vidner ikke vide“, begynder Gul. kap. 37, skal han stævne ham til kvaða og til aftalt tid opfordre ham til at rette for sig. Skyldneren har da enten at festa fé d. e. paa fyldestgjørende maade love efterkommelse eller festa dóm.[1] Dómssættelsen skildres derpaa saaledes, som ovenfor under Fr. retten indtaget, kun med den forskjel, at domen vestenfjelds sættes paa sagvolderens egen gaard. Derpaa fremfører klageren sine hjemstævne- og kvaðavidner, og saa fortsættes der: „da have de, som i domen sidde, at dømme herom og dømme den, der benægter gjælden, til en ed saa stor, som han ifølge loven har at nægte det gods med, hvorfor han blev fordret med kvaða; men én skal nægte for én øre, to for to og tre for tre“. Man ser, at her hverken er tale om vidneførsel eller flere dome eller væddemaal; klageren fremfører sin paastand, og derpaa dømmes indstævnte til benægtelsesed efter sagens størrelse med to, en eller uden mededsmænd. Budet gjælder saaledes kun for det tilfælde, at klageren end ikke havde erfaringsvidner at paaberaabe sig. Inden denne begrændsning slutter det sig imidlertid supplerende og forklarende til Fr. lovens ufuldstændige bestemmelser om dette fald, og det bliver tilladt at slutte, at eden ogsaa i Thrøndelagen er bleven paalagt ved en enkelt skiladóm.

Vanskeligere er det under lovens taushed at komme til fuld sikkerhed med hensyn til Gul. lovens behandling af de uvitterlige sager angaaende penge og gods, hvori erfaringsvidner ikke havdes. Imidlertid ere vi dog ikke ganske uden antydninger. Frost. lovens form for disse sager falder, som man ved en sammenligning mellem dens 10de og 12te bolk strax vil se, i alt væsentligt sammen med dens odelsløsning. Da begge loves retssystemer ere for identiske til, at nogen væsentlig forskjellighed skulde kunne antages at have fundet sted i deres procesregler, er det allerede i og for sig meget

sandsynligt, at rettergangen for de nævnte sager ogsaa efter

  1. Foreløbigt tages intet hensyn til den af Magnus Erlingssøn foretagne ændring.