sigt over den søgsmaalsmaade, der skildres i Fr. 10–6 til 15, bliver vor næste opgave at bestemme, ved hvilke anledninger den brugtes. Dette falder forholdsvis let. Hvor loven indleder sin omtale af hin skiladómsrettergang[1] siger den nemlig, at klageren ved kvaða skal fordre den gjenstand (gripr d. e. klenodie, værdigjenstand), som han har (at fordre) hos ham. Det er altsaa en individuel ting, som kræves udleveret, sagen er en vindikationssag eller en dermed ligeartet.
Men er dette tilfældet, bliver spørgsmaalet, om der da ikke i loven ogsaa gives regler for andre arter af søgsmaal. Herpaa behøver man heller ikke at lede længe efter svar. Det er nemlig paafaldende, at loven efter sin ovenfor gjengivne vistnok dunkle, men dog vidtløftige beskrivelse af skiladómsbehandlingen atter i 10–17 begynder med hjemstævning og dómsfæstelse og herom gjentager bestemmelser, der allerede i det foregaaende ere meddelte,[2] hvorpaa den i kap. 18 paany tager fat paa den tredie dóm, hvis omtale den imidlertid pludselig afbryder midt i en sætning. Man maa uvilkaarlig gjætte paa, at meningen her har været at tale om en anden art søgsmaal end den ovenfor skildrede, men at nedskriveren efter at være naaet et stykke paa vei af en eller anden grund ikke vil fortsætte Man bliver da heller ikke i tvivl om, hvilket søgsmaal det var, som nu skulde være kommet; thi kap. 18 paalægger udtrykkelig indstævnte som ene alternativ at „festa fé“, og viser derved, at det er gjældssøgsmaal, som haves for øie. Ordet fé bruges nemlig paa oldnorsk fortrinsvis generisk og især i betydning af penge eller penges værd. Det samme fremgaar ogsaa af kap. 17, hvor baade ligefrem benyttes det alene om generiske og især om pengeydelser brugelige ord reiða, udrede, .og hvis bud, at bønderne i tilfælde af exekution skulde tage dobbelt saameget, ogsaa kun bliver forstaaeligt under forudsætning af en generisk forpligtelse. At fremstillingen saa hurtigt gaar over til tredie dóm, synes derimod kun at have sin grund deri, at kompilator
er bleven kjed af at gjentage og derfor har tænkt sig det
