til grund derfor maa altsaa have ligget en uenighed, hvorved tolv stod mod tolv. Men det eneste punkt, hvori den forudgaaende behandling aabner muligheden af en uenighed, er modsætningen mellem første og anden dóm. Den første dóm har efter at have hørt klagerens vidner erklæret, at han var kommen til sit søgsmaal, den anden har efter at have hørt indstævntes erklæret dennes forsvar for gjennemført. Denne strid er det følgelig, som ved væddemaalet enten skal løses eller bringes paa spidsen, og det bliver da ogsaa let at indse, hvorfra tallene tolv mod tolv komme; det er nemlig mændene i de to dóme, som nu sættes ligeoverfor hverandre, for at det kan prøves, om de ville vedstaa sine udsagn. Fra dette standpunkt af siges domsmændene ved tredie dóm at være sagsøgerens eller den sagsøgtes, uagtet parterne oprindelig hver havde opnævnt sex mænd til hver af de to første dome.[1] Da kjendelsens indhold i det væsentlige bestod i en anerkjendelse af parternes vidner, hvortil desuden kunde komme lovens anvendelse paa det ved vidnerne oplyste forhold, vil det skjønnes, at mening her lettelig kunde staa mod mening. Paa den anden side laa den udvei for den gamle tid og tænkemaade meget nær, ved et væddemaalsforslag, der stillede en materiel opoffrelse i udsigt, at undersøge, om de ogsaa samtlige vare faste i sin opfatning og ikke blot havde ladet sig lede af kammeratskabsfølelse eller uselvstændighed ligeoverfor sine meddomsmænd. Indlod en eller anden af dem sig ikke paa saaledes at bekræfte sin mening, men holdt sin haand tilbage, havde han derved skilt sig fra den dóm, hvortil han hørte, og som ufuldtallig kunde denne ikke længere opretholde sin kjendelse ligeoverfor den anden. Kom væddemaalet derimod istand, havde den private skiladóm vist sig udygtig til endelig at løse striden.
Hermed er imidlertid ikke alle spørgsmaal, som de anførte
- ↑ Denne forklaring synes at være saa selvfølgelig, st den omstændighed, at Gul. loven kun sætter tolv mænd ogsaa i tredie dóm, ikke kan rokke den. Det sidste greies vel bedst saa, at parterne uf hver sin dóm have udvalgt sex til væddemaalet. I ethvert fald er det af sammenhængen klart, at væddemaalsthemaet ogsaa efter Gul. kap. 266 er uenigheden mellem de to første dome.
