intet væsentligt havde at gjøre, medens den anden dóm netop holdtes for hans skyld, idet han da havde at fremføre sine vidner. Vi maa saaledes antage, at den regelmæssige fremgangsmaade i Fr. lovens skiladómssager har været, at alene sagsøgeren ved den første dóm har fremført sine vidner, hvorpaa han i ethvert fald, enten indstævnte var tilstede eller ikke, har stævnet en ny dóm med fem nætters frist til det samme sted. For det tilfælde, at indstævnte ikke var tilstede, siger Fr. 10–12 videre udtrykkeligt, at domsmændene ved den første dóm skulde afgive kjendelse for, at sagsøgeren var kommen til sit søgsmaal. Der er imidlertid neppe nogen grund til at indskrænke denne bestemmelse til det nævnte fald alene. Den anden dóm stod jo ogsaa da i udsigt, og det kunde derfor ikke være, fordi sagen allerede skulde være endelig afgjort, at kjendelsen afgaves. Den eneste forklaring, som kan tænkes, er, at det offentlig skulde udtales og skirskotes under sagsøgerens vidner, at hans vidneførsel var rettelig skeet, og at han følgelig rebus sic stantibus var kommen til sit søgsmaal. Ved anden dóm havde dernæst den sagsøgte at fremføre sine modvidner. Gul. kap. 266 viser i saa henseende, at den almindelige regel, at modvidnerne maatte være flere end vidnerne, ogsaa ved skiladómen kom til anvendelse. Vare de altsaa kun ligesaa mange eller endog færre, havde den anden dóm blot at erklære, at sagsøgte havde tabt, i hvilket fald første dóms kjendelse stod ved magt, og al videre sagførelse for skiladóm bortfaldt. Hvis han derimod førte det tilstrækkelige antal modvidner, maatte den anden dóm med samme føie afgive kjendelse for, at hans forsvar var lykkedes, hvorved den første dóms kjendelse modsagdes, og sagsøgeren tabte. Hvorledes kunde der efter dette blive anledning til at holde endnu en tredie dóm, væddemaalsdomen?
Det maa med hensyn hertil siges at staa fast, at den tredie dóm udelukkende sammenkaldtes for væddemaalets skyld, hvorimod der ikke længere var anledning til nogen vidneførsel Fr. 10–12 indskrænker tydeligvis denne til de to første samlinger, og Gul. kap. 266, Fr. 10–15 og 12–8 kjende ved den tredie dóm ogsaa kun til væddemaalet. Dette afsluttedes mellem tolv og tolv, og
