rigtige, og der mangler ikke i Fr.v loven selv vidnesbyrd om det samme. Saaledes siger Fr. 9–7, der handler om arvesøgsmaal, at en i udlandet født arving skal „holde alle dóme, med mindre modparten før trækker sig tilbage“, i hvilken yttring de tre domes regelmæssighed tydelig underforstaaes. Endnu mere almindelig udtrykker sig Fr. 10–18, naar den siger, at enhver mand kan holde fast ved sin sag til den tredie dóm, og endelig forudsætter Fr. 12–8 for de samme tilfælder som Gul. kap. 266, at tre dome blev at holde. Bj. retten, der som bekjendt næsten udelukkende er bygget paa Frostathingets ret, tillader i kap. 52 ligeledes udtrykkelig den sagsøgte at holde ud til den tredie dom og nævner ikke det mindste om, at dette privilegium blot skulde tilkomme ham, om han udeblev fra den første. Betegnende er det ogsaa, at denne lov kalder søgsmaalet for skiladóm „at sœkja á dómum“, d. e. at søge ved domene, hvis flertal altsaa ansaaes som det almindelige.[1] Lægges alt dette sammen, maa det derfor vistnok ansees som sikkert, at de tre dome ikke blot kom til anvendelse i undtagelsesfald, men var en regelmæssig form for en retssags førelse for skiladomen.
Ønske vi dernæst en nøiere forklaring over, hvad disse tre dome havde at gjøre, maa vi atter ty til Gul. kap. 266, for ved dets hjælp at fortolke Fr. lovens vanskeligheder. Af dette sted fremgaar det nemlig, at der ved første dóm kun blev at fremføre vidner fra sagsøgerens side, men at sagvolderen da kun havde at nævne sine vidner, hvilke derimod først blev at føre ved anden dóm. Kommer nu hertil, at Bj. kap. 52 fordeler vidneførelsen paa samme maade,[2] saa maa vi ved Fr. lovens 10de bolk have lov til at tænke os den samme ordning. Og virkelig er denne forudsætning ogsaa den eneste, der aabner adgang til en tilfredsstillende forklaring paa de deri givne bud; thi at indstævnte uden videre skulde kunne udeblive fra den første dóm, naar han kun indfandt sig til den
næste, kan ikke godt have anden grund, end at han ved den første
