nes det som en utilbørlig forspildelse af klagerens sag, om der opstod dissents i domen. Fr. indl. kap. 16 paalægger nemlig de dómsmænd, der befandtes at have uret, en straffebod til kongen, hvorfra de kun blev fritagne ved at beedige sin gode tro og personlige overbevisning. Efter at have modtaget saadan dom, skal sagsøgeren nedlægge ny dómsstævning til samme sted med fem nætters frist. Kommer han selv ogsaa til den anden dom, men sagsøgte fremdeles ikke, har denne forbrudt sit forsvar. Hvis han derimod kommer til den anden dóm, skal han nyde alle sine vidnesbyrd der. „Men“, heder det videre, „den tredie dóm skal lægges til samme sted med fem nætters frist“. Dómsmændenes antal var den tredie gang fireogtyve, og de skulde atter tage plads i to rækker. Derpaa skulde sagsøgerens domsmænd tilbyde modpartens at indgaa et væddemaal om sagen. Antoges dette, rakte hver dómsmand sin haand til den lige overfor siddende og væddede to ører sølv paa, at hans opfatning var den rigtige; sad de hinanden ikke nær nok, maatte de i siddende stilling rykke saavidt sammen, at de kunde give hinanden haanden. Reiste en sig op i domen, havde nemlig hans parti altid tabt. Den væddede sum blev strax fra begge sider at udbetale og lagdes i en upartisk trediemands haand, hvorpaa sagen af de tvistende skjødes til things for at finde sin endelige afgjørelse. Antoges væddemaalstilbudet derimod ikke, eller, hvilket var det samme, holdt en af de fireogtyve mænd, sin haand tilbage, havde hans parti tabt, og sagen skirskotedes under tilhørerne, de saakaldte dómstaurar eller heyringjar, som vitterlig, hvis klageren var den vindende, som endelig afgjort, hvis sagvolderen havde vundet.
Hvad vil nu alt dette sige? Gjaldt hele denne fremgangsmaade alene for det tilfælde, at sagvolderen ikke indfandt sig til den første dóm, men ventede til den anden, eller vare disse regler almindelige og skylde de kun en slet redaktion af retsbogen, at de alene ere satte i forbindelse med hint tilfælde, at den indstævnte første gang udebliver? En sammenligning med Gul. kap. 266, hvor de tre dome for de der omhandlede sager fremsættes som det regelmæssige, synes allerede bestemt at vise, at det sidste er det
