Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

bestemmelser i Fr. loven vække, besvarede. Vi forbigaa dog foreløbig undersøgelsen af, hvad ordene lyrittarkvøð og lagakefli betegne, da dette bedst behandles i andre forbindelser. Derimod bliver vort næste emne, hvorledes det kan hænge sammen, at der i denne søgsmaalsform forekommer vidner, uagtet det først var ved sagførelsen for domen, at sagerne blev vitterlige. Det maa i saa henseende strax erkjendes, at den gamle terminologi ogsaa kalder de for skiladomen brugelige vidner váttar og deres udsagn vitni,[1] hvoraf man altsaa skulde ledes til den slutning, at der ingen forskjel var. Ikke desto mindre skiller den samme bolk af Fr. loven, hvori de nævnte ord i hin betydning forekomme, bestemt mellem søgsmaal, hvori sagen allerede var vitterlig, og søgsmaal for skiladóm, og det i samme øjeblik, som den henfører alle skirskotne vidnesbyrd og tilkaldte vidner til de første.[2] Allerede efter dette tør man formode, at der maatte findes andre vidner end de, hvorunder der var skirskotet, og Fr. 10–8 viser ogsaa, at der raadede en vis valgfrihed ved fremførelsen.[3] Nogen nærmere forklaring herpaa giver Fr. loven imidlertid ikke. Derimod komme et par steder i Gul. loven os atter til hjælp. Saaledes bestemmer kap. 266, at vidnerne i odelssager skulde bestaa af tre mænd, der mindst vare 20 aar, da deres fædre døde, og at deres udsagn skulde sandes af andre, der ved deres fædres død vare femten aar; det tilføies, at alle odelsvidnesbyrd skulde bæres af odelsmænd. Det sees altsaa, at der her er tale om vidner, der havde at udsige, hvad de overhovedet kjendte til og havde erfaret; ja da en gaard først blev odel i ætten gjennem fem generationers besiddelse, var det langt mere, hvad de af andre, navnlig af sine forfædre havde hørt, end hvad de selv i sit eget liv havde iagttaget og oplevet, som de kom til at erklære sig over. I markeskjelssager omtaler Gul. kap. 86 lignende erfaringsvidner. I disse sager kunde enhver, som vilde, bære vidnesbyrd, naar han kun var fri og myndig, og

vidnesbyrdets indhold skulde være grændsens paavisning; det til-

  1. Fr. 10–8, 12; Gul. kap. 266.
  2. Jfr. Fr. 10–19 til 24 med de foregaaende kapitler.
  3. Fr. 10–8: þá skall hafa þá vátta, er hann má fá at sverja með sér.