naaede man ved deres hjælp at kunne forelægge en retssag i vitterlig stand for sagvolderen, idet man henstillede til ham at gjøre, hvad lov og ret for tilfældet tilsagde. Nægtede han imidlertid fremdeles at rette for sig, begik han ifølge den gamle opfatning et retsbrud, en forbrydelse; thi han befulgte ikke den lovsætning, under hvis herredømme han for leiligheden stod, og som han forudsattes at kjende. Som ran skirskotedes derfor hans vægring under tilkaldte vidner. Og her var man kommen til det punkt, da det offentliges bistand maatte paakaldes. Retten havde vist, at den ikke formaaede at bringe sagvolderen til at gjøre sin pligt, og det stod saaledes kun tilbage at anvende magt. Men derved overskredes skillet, der betegnede statstankens fremskridt i oldtidens samfund, og man stod ligeoverfor den hovedfordring, der endnu i virkeligheden var dens eneste konstitutive yttring, at det alene var staten, der kunde tilstede udøvelse af magt mod et af dens medlemmer. En saadan tilladelse meddelte det offentlige imidlertid kun i forbindelse med en straffedom over den, der lod det komme til denne yderlighed, og søgsmaalet gik derfor over til en strafferetslig klage, der faldt ind under samme behandling som de sager, der allerede i sin første oprindelse udsprang af en med offentlig straf belagt forbrydelse.
Det almindelige var saaledes, at en hvilkensomhelst retstvist alene i form af søgsmaal til straf forelagdes staten. Denne gav derpaa efter forbrydelsens art og farlighed sit udslag i en af to former: enten udelukkede den den anklagede fra retsfællesskabet ved at gjøre ham fredløs (utlæg), eller den aabnede sagsøgeren adgang til ved en exekutionsforretning at tage sig tilrette, uden at hans modpart i andre henseender sattes udenfor lovens beskyttelse. Det organ, som statstanken havde skabt sig til udtalelse af disse dekreter, var thinget, forsamlingen af de fri mænd, hvilken ogsaa i andre retninger gjorde statsfællesskabet gjældende.
Ved sagsanlæg for thinget traadte atter forskjellen mellem vitterlige og ikke vitterlige søgsmaal frem. Var sagen vitterlig, blev skirskotningsvidnerne at føre, og dommen lød i henhold til deres vidnesbyrd efter tilfældets beskaffenhed enten paa utlegd eller
