Hopp til innhold

Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/281

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

stand. Men saadanne erfaringsvidner stod dog ikke i den inderlige og umiddelbare forbindelse med kjendsgjerningen, som de, hvorunder den var skirskotet, og de gjorde ikke ifølge de gamles opfatning de af dem skildrede retsforhold vitterlige. Sagsøgeren kunde altsaa ikke i dette fald fremstille sig for sin modpart og forelægge ham et uomtvisteligt faktum til hans retslige bedømmelse. Hans nedlæggelse af paastanden blev intet krav, men en forespørgsel, en hilsen (kvaða).

For at undersøge, hvorvidt de paaberaabte vidner virkelig burde tages for gode, nedsatte derimod begge parter i fællesskab en privat domstol af kjendinger og naboer, den saakaldte skiladómr, og først ved dennes anerkjendelse af vidnerne bragtes sagen paa det rene, idet domen i henhold til de antagne vidnesbyrd erklærede, hvad der var ret. Dette udslag skirskotedes derpaa under tilkaldte vidner og dannede for fremtiden i den sag grundlaget for parternes gjensidige retsforhold; hvilket fra nu af var vitterligt og blev at gjøre gjældende i de vitterlige søgsmaals former.

Opnaaedes der ikke ved skiladómsbehandlingen enighed mellem de opnævnte mænd, hvilket navnlig kunde være tilfældet, naar der ogsaa fra sagvolderens side fremførtes erfaringsvidner, var man ude af stand til ved private retsmidler at skille trætten.

Ogsaa for det fald, at sagsøgeren end ikke kunde fremføre erfaringsvidner, benyttedes skiladomen til at bringe sagen paa det rene, og det middel, som den til den ende anvendte, var benægtelsesed med eller uden mededsmænd; viste det sig nemlig umuligt for sagsøgte at aflægge en saadan, ansaaes den nøgne klage for at indeholde fuld sandhed, og forholdet var i dette tilfælde ligeledes bleven vitterligt.

Da skiladomen kun havde til hensigt at udgreie retsforholdet mellem parterne, kom den ligesaalidt som kravet i vitterlig sag til anvendelse, naar den paastaaede forpligtelse havde sin grund i en forbrydersk handling, der ikke netop hørte til de allerringeste; thi forudsætningen for, at sagsøgte vilde rette sig efter loven, naar denne klargjordes ham, var her ikke tilstede.

Hvor de private retsinstituter derimod formaaede at virke, op-