om almenningssager og bestemmer vistnok opnævnelsen af 12 gode mænd, hvis udsagn skulde benyttes for retten; men det er dog kun de af dem, som klageren kan faa med sig (er geta má) der skulle afgive sit vidnesbyrd, og sammenlignes stedet med den nyere landslovs ligelydende 7–61, saa sees, at meningen var, at han blandt de 12 skulde faa 2 med sig til at vidne om grændserne. Talen er altsaa om et almindeligt erfaringsvidnesbyrd i civil sag, hvorved kun valget af vidnerne var mere end sædvanlig indskrænket. Det samme gjælder en lignende bestemmelse i Fr. 3–1.
Men om vi end ikke tør medtage de sidstnævnte lovsteder, tro vi dog at have paavist enkelte ting, der synes at burde tages som spor af, at der endnu paa de gamle loves nedskrivelsestid var et bevismiddel i brug, deri grundtanken nøie svarede til den islandske kvið og bestod i, at enten en af parterne, som efter Fr. 4–5 og 7, eller retten, som i trolddomssager og efter Gul. kap. 134 opnævnte et vist antal, 6 eller 12, gode mænd eller undertiden kvinder, hvilke ved sin ed eller ved sin vægring for at sværge havde at afgjøre en anklagets uskyld eller skyld. Sin vigtigste anvenvendelse har denne forsvarsmaade i den senere tid maaske fundet for det tilfælde, at eftermaalsmanden i drabssag hørte hjemme i en anden bygd end den, hvor søgsmaalet blev at anlægge; men vi tro tillige at have vist sandsynligheden af, at den tidligere har været den regelmæssige i flere slags sager, men efterhaanden er gaaet over til almindelig edshjælp. Denne antagelse kan ikke andet end styrkes ved en henvisning til de øvrige nordgermaniske folks retsordning og navnlig til Islændernes. Paa deres ø optræder kviden saa tidlig, som vi overhovedet kunne trænge tilbage i dens retshistorie, ved den første fælles lovstiftelse[1], og det ene rimelige er derfor, at udvandrerne have bragt den med sig fra det forladte hjem. Under den store mangel paa efterretninger om norske retstilstande i det 9de og 10de aarhundrede synes der imidlertid kun at være ringe udsigt til nogensinde i dette punkt at opnaa
fuld sikkerhed. Ganske uden vidnesbyrd ere vi dog maaske ikke.
- ↑ Landnáma IV kap. 7.
