paa hver haand af ham (nefnu skall .iii. menn á hváru hönd hánum), jævnrettesmænd med ham, have han dem alle, selv skal han være den syvende.“ Hvor ganske anderledes tages altsaa her medsværgerne mod ellers. Her var der intet foreløbigt udvalg, af hvilke en eller to skulde udtages, heller ingen slægtninge; alle dem, som først opnævntes, skulde han tage. Og hvad der er endnu betydningsfuldere, opnævnelsen foretoges ikke som ved andre eder af ham og hans modpart; det sees tværtimod med bestemthed, at thingmændene her vare de nævnende. Men havde den anklagede saaledes intet valg med hensyn til dem, der skulde stadfæste hans ed, saa vil det sees, at grundtanken for mededsinstitutionen ikke mere var tilstede; thi det blev nu ikke længere den almindelige mening blandt hans omgivelser, hvortil han kunde ty, hvorimod han blev afhængig af et bestemt lidet udvalgs opfattelse af sagen. Hvad der imidlertid fordunkler dette udvalgs karakter af len virkelig kvið, er, at anklagede selv sværger med. Men antage vi, at man i Gulathingslagen ikke som nordenfjelds har fordret 12 mænds udsagn til grimumenns frikjendelse, men kun 6 ligesom ved trolddom, turde vi have hele opløsningen. Der er indtraadt en sammenblanding mellem mænds ed og meded, og forskjellen imellem dette tilfælde og det, vi stødte paa ved trolddom, er kun, at man hist holdt fast ved tallet 6 og optog hovedmanden deriblandt, hvorved en almindelig settared fremkom, medens man her har erindret, at alene medsværgerne skulde udgjøre 6, hvorved hovedmanden blev den syvende, og en ny ed, grimueiðr, maatte opstilles.
Disse ere de steder af de gamle love, vi have troet at burde omtale i denne forbindelse. Hvad derimod angaar Fr. 13–24, som man ogsaa har nævnt som et spor af norsk jury, idet der bestemmes en opnævnelse af 12 gode mænd til at vurdere (virða) vidner, der fra to sider udenretsligt føres mod hinanden, saa synes dette dog mere at skulle betyde en slags voldgifts- og forligelsesdomstol end et bevismiddel, saameget mere som ingen antydning gjøres af, at de 12 mænds afgjørelse skulde kunne bruges for nogen virkelig ret. Neppe bør heller Fr. 14–7 her anføres. Den handler
