dette: „skal hun aflægge settared“. Koncipisten af første recension har følgelig simpelt hen, men med fuldkommen uret forstaaet de 6 mænds ed som settared, hvorved i hans arbeide den urimelighed er indkommen, at det bevis, der i trolddomssager benyttedes med hensyn til mænd, bestod i 6 mænds ed, der vare fødte i heredet, medens kvinde skulde aflægge almindelig settared, altsaa stik modsat af, hvad Gul. kap. 28 bestemmer. Det nævnte sted bliver altsaa ligefrem at anse for urigtigt; men det indeholder netop herved et godt fingerpeg om, hvorledes man efterhaanden ved sextallet har ladet sig forlede til at sammenblande reglerne for 6 mænds ed med dem om settareden. Nu indse vi derfor ogsaa, at bestemmelsen i Gul. kap. 28, at mænd skulle aflægge settared, men kvinder forsvares ved 6 husfruers udsagn, virkelig grunder sig paa en lignende forveksling. Oprindelig har man for mænd krævet 6 mænds ed; dette er i tidens løb bleven forstaaet som om det gjaldt settared, og en velvillig afskriver har da givet den hele beskrivelse af denne ed tilbedste, medens budet for kvindernes vedkommende, der krævede 6 husfruers udsagn og følgelig ikke kunde sammenblandes med settareden, blev staaende uforandret.
Det kunde efter dette være interessant at vide, om der ikke ved andre forbrydelser skulde foreligge en lignende overgang fra mænds ed til meded, som den, vi have troet at kunne forfølge ved trolddom. Saaledes som lovene nu foreligge er paavisning heraf imidlertid vel som oftest umulig, da forvekslingen, hvor den fuldt er indtraadt, netop skjuler sig selv. Et enkelt forsøg ville vi dog gjøre. Ovenfor saaes, at anklage for overfald paa mand i hans egen gaard efter Fr.loven kunde modbevises ved en edelig erklæring fra tolv gode mænd, at den anklagede havde været andetsteds. Af Fr. 4–62 sees det, at de, der gjorde sig skyldige i saadant overfald, kaldtes grimumenn d. e. maskemænd, vel fordi de som oftest søgte at gjøre sig saa ukjendelige som muligt. Nu forekommer der paa et eneste sted i Gul.loven, nemlig dens kap. 134, en ed, der kaldes grimueiðr d. e. maskeed, og som visselig ikke kan have hensyn til anden forbrydelse end den at fare som grimumaðr. Men denne ed beskrives saaledes: „Man skal nævne 3 mænd
