Det træffer sig nemlig saa heldigt, at vi i beretningerne om Egil Skallagrimssøns for efterverdenen saa velkomne processer ogsaa i synes at finde en anvendelse af mænds ed. I Egils saga kap. 57 fortælles herom, efter at det i forveien er berettet, hvorledes Egil krævede sin kone, Asgerds arv, men af modparten blev mødt med den indvending, at hendes moder Thora som bortført fra fædrehjemmet var trælkvinde og ude af arvegangen: „Arnbjørn (Thoras broder) blev meget vred, da han hørte, at Thora blev kaldet trællkvinde, og stod op og tog saaledes til orde: „Vidnesbyrd skulle vi fremføre, konge, om denne sag og lade eder følge, at det blev bestemt i forliget mellem Thora, min fader, og Bjørn, at Asgerd, Bjørns og Thoras datter, blev ledet til arv efter Bjørn, sin fader.“ Ambjørn førte da frem vidnerne, 12 mænd og alle vel valgte. Disse havde alle hørt paa Thoras og Bjørns forlig og tilbød kongen og dommerne at sværge derefter. Dommerne vilde tage deres eder.“ I en tilføiet visestub opfordrer Egil tillige godsets indehaver (auðkonr) til at modtage edsaflæggelsen (greiða eiða). Det er klart, at det heller ikke her er tale om nogen meded, og have vi ikke ovenfor taget altfor meget feil under vort forsøg paa at at vise, at ed af almindelige vidner ikke oprindelig er bleven krævet, kan ligesaa lidt en saadan være ment. Det staar derfor kun tilbage at antage bevismidlet for en kvit i civil sag, fremført af klageren, og hermed stemmer da ogsaa tallet 12, der, som vi have seet, var et af de regelmæssige ved denne institution, medens 12 vidner intetsteds fordres.
Skulle vi til slutning paa disse mere eller mindre usikkre antydninger bygge en samlet formodning, saa bliver det denne: De nordgermaniske folk har kjendt to maader at benytte den medborgerlige opfatning af et foreliggende retstilfælde, idet det enten overlodes den anklagede inden visse grændser frit at forskaffe sig gode mænd, der vilde støtte hans edelige benægtelse, eller det valgtes, hvor der forelaa grunde mod denne fremgangsmaade, at lade et af parten eller retten opnævnt udvalg afgive en selvstændig edelig erklæring. I begge fald maatte udfaldet ske under ed for at bøde paa den formløse og usikkre maade, hvorpaa mændene indhentede sin kundskab
