ning.[1] „Hvis kvinder beskyldes for at fare med galdrer og gjerninger, da skal nævnes 6 kvinder, 3 hustruer paa hver haand af hende, om hvilke mænd vide, at de ere gode; de skulle bære vidne, at hun ikke kjender galdrer eller gjerninger. Men hvis det vidnesbyrd falder, da falder det til utlegd.“ Om mænd siges det derimod, at almindelig settared skulde aflægges, og i den anledning gives de sædvanlige regler for mededsmændenes valg. For kvinder have vi imidlertid her en kvið, nævnd eller jury i allerbedste form. Det fremgaar navnlig af ordene, at ikke anklagede selv, men thingmændene opnævnte de 6 kvinder (om hvilke mænd vide, at de ere gode), og at disse havde at udtale et enstemmigt ikke-skyldig, hvis hun skulde blive frikjendt; nægtede de derimod at give hende et saadant vidnesbyrd, var hun fældet. Med andre ord, de 6 kvinder kunde give erklæring i dobbelt retning, til anklagedes fordel eller til hendes skade. Nu kan det dog neppe antages, at man for kvinder har dannet et helt nyt bevismiddel, og usandsynligt bliver det derfor ikke, at man i bestemmelsen har en antydning af, at mændenes forsvar ved ed og edshjælp beror paa en nyere ændring. Saa ganske ny behøvede en saadan iøvrigt ikke at være; da trolddom allerede under hedendommen synes at være bleven optaget blandt forbrydelserne[2], have reglerne havt tid nok til at undergaa forandring. Og heri turde Eid. kristenret I kap. 45 bestyrke os. Om den for trolddom anklagede heder det nemlig her: „da rense han sig med ed af 6 mænd, som (með .vi. manna eiði þeirra er) ere fødte der i heredet, hvor han er stedt.“ Om settared er klarlig heller ikke her tale; sexten blev at sammensætte paa en ganske anden maade, og at anklagede selv ikke var indbefattet i de 6, fremgaar med bestemthed af ordene. Det synes derimod iøinefaldende, at de 6 mænd her indtage samme stilling, som de 6 kvinder i Gul.loven. Denne fortolknings rigtighed bliver
ubestridelig ved en jævnførelse med samme kristenrets 2den recen-
