at den saaledes anklagede er udenbygds. Eftermaalsmanden skal fare til hans hjem, og hvis dette er udenfor Frostathingslagen, skal han søges efter det steds love. „Men hvis han træffer den mand inden vore love, da skal han stævne ham thing, men paa det thing skulle 12 fri mænd bære ham unda (anklagen) og ikke nævndevidner og han skal fremføre dem paa det thing, som blev stævnt ham. Men hvis det ikke sker, er han overbevist i sagen.“ Blev han derimod paa denne maade frikjendt, kunde eftermaalsmanden „fare tilbage og søge to mænd til tylftared“ d. e. anklage dem for mordet og derved tvinge dem til at forsvare sig med tylftared. Ogsaa her synes der altsaa at gjøres en forskjel mellem tylftareden og de 12 fri mænds vidnesbyrd, ja det siges udtrykkeligt, at disse ikke skulde være nævndemænd, d. e. skulde ikke tildels være udtagne blandt visse opnævnte mænd, saaledes som ved edstylftens sammensætning, men ganske frit, og klageren sees ikke at have nogen indflydelse paa deres tilkaldelse; denne blev ganske anklagedes sag. Vi faa endvidere, hvis denne forstaaelse er rigtig, den mærkelige oplysning, at forsvaret i hjembygden var ed, men i en for klageren fremmed egn 12 mænds udsagn. Grunden hertil vilde være let at fatte; thi medens klageren selv tog del i opnævnelsen af mændene, hvoraf tylften tildels skulde tages, kunde denne ret ikke komme ham synderlig tilgode i en bygd, hvor han var ukjendt, og valget saaledes vilde være skeet paa slump. Man tog derfor sin tilflugt til et forsvarsmiddel, hvor en saadan ret ikke tilkom klageren, men hvori heller ikke indstævnte fik personlig deltage ved sin ed. – Derimod synes stedet vanskeligt at kunne forstaaes saaledes, at det blot vil have tilkjendegivet, at tylften for tilfældet skulde have en friere sammensætning, uden at anklagede udelukkedes fra selv at sværge med.
At mærke er endelig ogsaa bevismaaden i trolddomssager. Gul. kap. 28 giver herom en bestemmelse, der sees at have tilhørt den før Magnus Erlingssøn gjældende ret og vel derfor uden
dristighed tør tilskrives Olaf den helliges kristendomslovgiv-
klagede paastaaes, at hans navn ved viglysingen falskeligen var bleven nævnt af en anden.
