Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/269

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sigt, da sværgeren med hovedmanden derved vilde blive 13. Men herimod indvendes, at en tylftared ikke alene skulde aflægges af 12 og ikke af 13, men at de 11 mænd blev at udse paa en ganske anden maade, end tilfældet er med de 12 i Fr. 4–5 nævnte. Til en tylftared krævedes opnævnelse af mænd fra begge sider, udvalg blandt disse af edshjælpere og endelig slægtninges deltagelse i eden, medens de her omhandlede mænd kun behøvede at have været tilstede, hvor anklagede var, men ogsaa bestemt maatte besidde denne ene kvalifikation. Altsaa stemmer hverken tallet eller opnævnelsen med reglerne for tylftens sammensætning. Jævnfører man stedet med Jerns. kap. 24; der er ligelydende, alene med den forskjel, at tylftared er indsat istedet for den i mellemtiden afskaffede jernbyrd, saa ser man ogsaa med bestemthed, at de 12 mænd ikke vare medsværgere; thi her gjøres netop et skarpt skjelne mellem tylftareden og det ved de 12 mænd fremkomne bevis.[1] Men hvad var saa dette? Det kan ikke kaldes andet end erfaringsvidnesbyrd i straffesag, afgiven af 12 af den anklagede opnævnte mænd, med hensyn til hvilke det krævedes, at de skulde have været tilstede, hvor han opholdt sig fjernt fra drabsstedet. Vi kunne herved umulig undgaa at finde nære berøringspunkter med den islandske nabokvið, der ogsaa opnævntes af den ene part, og hvis naboskab kunde udmaales fra de forskjelligste synspunkter. Og hertil kommer, at uagtet jævnførelsen med Jernsida uimodsigeligt viser, at de 12 mænd ikke vare mededsmænd, erklæres de dog at værge ham med eder, og det siges, at deres udsagn skulde boges d. e. beediges paa thinget; der var altsaa ogsaa den lighed med kviðen, at mændene aflagde ed paa sit udsagn.

Det næste sted, vi ville fæste os ved, er Fr. 4–7, der handler om søgsmaal i drabssag. Efter at have omtalt ørvarthingets udpegelse

af gjerningsmanden[2], giver kapitlet regler for det tilfælde,

  1. Jerns. kap. 24: – Þá bæri þeir .xii. þegnar hann undan er þá váru með honum staddir frjálsir menn ok fulltiða en ef hann var i engum þessum stað staddr, komi fyrir sik tylftareiði.
  2. Kapitlet synes nærmest at tænke paa det tilfælde, at en har viglyst sig drabet paa hænde, men st det ved klagerens ankomst til hans hjembygd af den an-